Fra SuperBrugsen mod toppen
Michael Løve, Mette Maix, Jesper Lien.
Alle tre har styret Coops supermarkedskæde SuperBrugsen, og alle tre er siden rykket op i hierarkiet i Coop - eller er blevet headhuntet til en international karriere.
Mens direktørposten i Coops varehuskæde Kvickly som regel har været sidste stop på vejen ud, har direktørposten i SuperBrugsen virket som et springbræt.
Den nuværende direktør i SuperBrugsen, Kenneth Pedersen, har siddet i chefstolen siden maj sidste år, og han laver selv sjov med, at kædens direktører kun bliver i jobbet i 2,6 år i gennemsnit.
Men han vil så gerne blive lidt længere - for nu at citere søsterkæden Faktas velkendte slogan.
- Jeg har nu ingen intentioner om at skulle væk fra SuperBrugsen foreløbig, for jeg synes, det er et fantastisk spændende job - der er rigeligt med både potentiale og udfordringer, siger han.
- Hvis du spørger butikkerne, så sætter de pris på, at der er kontinuitet og vedholdenhed. Når der bliver skiftet topchef, bliver der som regel også skiftet strategi, og der tror jeg, at der i SuperBrugsen er en oplevelse af, at man er på den rigtige vej - og ingen har lyst til at slå væk fra den vej.
Et ekstra gear på toppen
Kenneth Pedersen er et af meget få mennesker i branchen, der har tilbragt hele sit arbejdsliv i samme koncern, som han nu har fejret "sølvbryllup" med efter 25 års ansættelse.
Han lægger ikke skjul på, at det var sin sag at lade være med at lave om på kursen i SuperBrugsen, da han tiltrådte for halvandet år siden.
- En af de største udfordringer for mig var at overtage noget, der gik fantastisk godt. Som direktør vil man helst komme ind i en rygende ruinhob og demonstrere sin handlekraft ved at rydde op og vise fantastiske resultater. Jeg har skullet arbejde med at erkende, at kæden var på den helt rigtige vej, så min opgave faktisk bare var at bygge videre på det, siger han.
- Min opgave har så været at sige, at vi på toppen af vores ydeevne skulle finde yderligere et gear.
Kenneth Pedersen viger behændigt udenom udsigterne til, at han som SuperBrugsen-direktør med succes også selv skulle stå med gode chancer for en toppost endnu højere oppe.
- Dels er det dygtige folk, der har siddet før mig. Dels er der skabt gode resultater, og det bliver der lagt mærke til, siger han.
Kenneth Pedersen, 47 år, gift, to børn
Uddannelse: HA fra Handelshøjskolen
Udvalgte erhvervserfaringer:
1993-1995 Varechef, SuperBrugsen
1995-1997 Salgsdirektør, SuperBrugsen
1997-2001 Salgs- og marketingdirektør, Kvickly
2001-2004 Koncern-marketingdirektør, Coop Danmark
2004-2006 Kontaktdirektør, Republica
2006-2014 Adm. direktør, Republica
2014- Kædedirektør, SuperBrugsen
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: John Ehbrecht