Formand: Brugsforening ønsker Rema til byen
-
Brugsforeningen Tryg afviser, at den reelt styrer udviklingspolitikken i Ry. Formanden ser gerne en Rema 1000 til byen
Kort før byrådspolitikerne skal træffe den endelige beslutning om udviklingen for den østlige del af Ry, afviser Carsten Bank-Mikkelsen, formand for Brugsforeningen Tryg, at den store, lokale brugsforening reelt styrer udviklingen i byen, fordi den ejer så mange grunde og ejendomme.
Til Midtjyllands Avis siger Carsten Bank-Mikkelsen, at han og brugsforeningen har arbejdet for, at der kommer en Rema 1000 til den midtjyske by.
- Vi stiller en grund til rådighed, og jeg regner da med, at Rema flytter til Ry. Når der har været debat om, hvor butikken skal ligge, så handler det mere om, at Rema har handlet rigtig smart. De har spillet på to heste. Lidt som ræven, der altid har to udgange, så de skal nok finde en plads i Ry, siger han til avisen.
Stephan Sørensen, ejendomsdirektør for Rema 1000, siger, at kæden er klar til at rykke ind på brugsforeningens grund, men bliver kravene ikke opfyldt, vil Rema 1000 gå tilbage til den oprindelige plan med at bygge ny butik på Uno-X grunden.