FoodService Danmark henter frugt- og grøntdirektør i Coop

Coop 28. nov 2017 -
This describes the image
Foto: Foodservice Danmark

Som et led i Foodservice Danmarks strategiske satsning på specialistselskaber med unikke fagkompetencer, tiltræder Peter Løth pr. 1. januar 2018 som direktør i Prima Frugt A/S.

Det skriver Foodservice Danmark i en pressemeddelelse.

Dagrofas cateringsselskab henter Peter Løth i Coop, hvor han i dag er kategoridirektør. Han har flere end 25 års erfaring fra frugt- og grøntbranchen, hvor han også har været ansat i Dansk Supermarked som bl.a. indkøbschef på frugt og grønt.

Peter Løth har udover ansvaret for frugt, grønt og blomster haft det kommercielle kategoriansvar for Coop.dk Mad, ligesom han har haft ansvaret for lokalvareafdelingen og afdelingen for kvalitet og fødevaresikkerhed.

- Med Peter Løth føjer vi udover en stærk faglig profil solide strategiske og ledelsesmæssige kompetencer til Prima Frugt A/S. Peter kan bidrage med et stærkt kommercielt og værdiskabende mind-set og er derfor på alle måder et utroligt godt match til den udvikling, som Prima Frugt A/S og FoodService Danmark er midt i, siger Christian J. Storinggaard, adm. direktør i FoodService Danmark.

Foodservice Danmark siger samtidig farvel til den tidligere direktør Tonny Christensen.

Prima Frugt A/S blev stiftet i 2009 og blev i 2013 opkøbt af FoodService Danmark.

Opdateret 10. nov 2020