Folketingspolitikere går ind i SuperBrugsen-sag

Coop 4. sep 2019 -
This describes the image
SuperBrugsen Rødekro fredet skov Foto: Helle-Karin Helstrand

Fire folketingspolitikere fra de fire største partier lagde for nylig vejen forbi Rødekro. Anledningen til besøget var at minde politikerne om byens udfordringer som følge af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i slutningen af juni.

Nævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse, som betyder, at SuperBrugsen ikke kan få lov at udvide forretningen og udvikle et centralt område i byen.

- Politikerne er enige med os i, at vi har en god sag. Vi kender ikke tidshorisonten, men det var et meget positivt møde, og jeg er fortrøstningsfuld. Jeg føler, vi bliver taget seriøst. Det er hele byen, der står sammen om dette her, siger uddeler Torben Damgaard, der ejer fredskovstykket.

SuperBrugsen i Rødekro købte for over to år siden en stribe fredskov langs banelegemet af BaneDanmark med det formål at bygge højlager og vaskehal samt udvide p-pladsen. Men fordi der er tale om fredskov, må træerne ikke fældes, medmindre det er til fordel for et ”overordnet samfundsmæssigt formål”. Og det mener hverken Miljøstyrelsen eller Miljø- og Fødevareklagenævnet er tilfældet.

Afgørelsen betyder dog også, at den lokale kro ikke kan udvide med flere værelser, og at den lokale Hærvejsskolen ikke kan få en ordentlig cykelsti med lys og belægning mellem skolen og byen.

Politikere lover intet

Ifølge Torben Damgaard er det længe siden, det har kunnet kaldes skov. Også borgmester Thomas Andresen er gået i forbøn på Christiansborg for SuperBrugsens udviklingsprojekt, som også indbefatter anlæggelsen af et grønt område dobbelt så stort som fredskovsarealet til rekreativt område for byens borgere.

De fire politikere, der var inviteret, Jesper Petersen (S), Hans Christian Schmidt (V), Karina Adsbøl (DF) og Nils Sjøberg (R), ville ikke love at kunne omgøre afslaget på ophævelse af fredskovspligten; men de erkendte alle, at det i dette tilfælde ikke giver mening at bibeholde læbæltet, der udgør ca. 0,3 ha.

- Man skal også huske den sunde fornuft, og jeg synes ikke, at man her gør indgreb i bevaringsværdig natur. Når det kommer til SuperBrugsens udfordringer, er vi jo ude i noget, som handler om byens udvikling. Og så synes jeg, det er værd at tage med, at man fra brugsens side har tilbudt at plante flere træer, end der skal fældes, sagde Jesper Petersen til JydskeVestkysten i forbindelse med besøget.

Han har en dialog med miljøminister Lea Wermelin (S) om sagen, og selv om det ikke er nogen garanti, mener han, det hjælper på sagen, at de fire største partier er enige.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?