Folkeaktier skal skabe mere økologisk landbrug

Coop 5. dec 2019 -
This describes the image
Danmarks Økologiske Jordbrugsfond sælger nu folkeaktier gennem Coop Crowdfunding Foto: Coop Crowdfunding
Skrevet af: Søren Tougaard

Danskerne kan nu bidrage til, at mere jord bliver omlagt til økologi til gavn for miljø og drikkevand.

Det er Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, der nu sælger folkeaktier via Coop Crowdfunding for at skaffe kapital til at opkøbe mere landbrugsjord.

Danmarks Økologiske Jordbrugsfond lader yngre økologiske landmænd forpagte jorden, som herefter omlægger landbruget til økologiske drift.

- Danmarks Økologiske Jordbrugsfond har fået en forrygende start siden 2017 med stor opbakning og mange aktionærer. Med Folkeaktien giver vi mulighed for at endnu flere kan være med og bidrage til, at vi kan opkøbe endnu mere jord, som fremover vil blive dyrket økologisk, siger Lars-Christian Brask, der er formand for bestyrelsen i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Gennem aktiesalg har Danmarks Økologiske Jordbrugsfond siden 2017 rejst 30 mio. kr. til opkøb af jord. En aktie koster i dag 10.000 kr., men med det nye tiltag kan danskerne støtte med et valgfrit beløb og blive folkeaktionær.

En hjertesag for Coop

For 1.000 kroner kan Danmarks Økologiske Jordbrugsfond investere i 75 kvadratmeter landbrugsjord. Det dækker en persons samlede behov for grøntsager et helt år.

I Coop Crowdfunding er man glad for at kunne bidrage til, at der bliver omlagt mere landbrugsjord til økologi.

- Det er en hjertesag for Coop og mange af vores medlemmer at fremme en mere bæredygtig fremtid. Med det stigende salg af økologiske varer, vi oplever i butikkerne, vil der blive behov for stadig mere jord til økologien. Derfor hænger dette godt sammen med vores kunders og medlemmers ønsker til de varer, de vil købe i fremtiden, siger chef for Coop Crowdfunding, Nicolai Jæpelt.

Opdateret 10. nov 2020