Føtex stopper pantsamarbejde med Læger uden Grænser

Coop 26. feb 2018 -
This describes the image
I 217 donerede Lidls kunder flaskepant for 6. kr. til Hospitalsklovne. Foto: Lidl

Selv om det er færre end hver tiende pantkunde, der trykker på donationsknappen, når de afleverer tomme flasker i flaskeautomaten, modtager godgørende organisationer til sammen et årligt beløb, der formentlig nærmer sig ti mio. kr.

Men nu må organisationen Læger uden Grænser se sig om efter et nyt sted at hente penge.

Aftalen mellem Føtex og Læger uden Grænser, der har kørt siden 2015, udløb nemlig ved årsskiftet, bekræfter kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Kasper Reggelsen.

- Det er korrekt, at vi er ved at se på ny samarbejdspartner ift. pantdonationerne. Hvem det bliver, ved Føtex endnu ikke. Men imens, det pågår, gør vi det stadig muligt at støtte Læger uden Grænser. Organisationen får donationerne, indtil vi har fået den nye samarbejdspartner på plads, svarer Kasper Reggelsen i en mail.

Han giver ikke nogen konkret begrundelse for skiftet. - Vi samarbejder med mange, og det skifter jo løbende. Det har intet med popularitet at gøre, siger han.

Forskellige modtagere

Dansk Supermarked samarbejder bl.a. med Folkekirkens Nødhjælp, og pantdonationer fra Bilka går til organisationen.

I Netto går donationerne til FødevareBanken, som kæden samarbejder med om madspild.

Kasper Reggelsen vil ikke sætte et beløb på de årlige donationer. Han siger:

- I Føtex, Netto og Bilka bliver typisk 2-3 pct. af panten doneret til velgørende formål på en gennemsnitlig måned. På en god måned kan det ramme 7-10 pct.

I Coops kæder Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen har der siden maj 2015 stået Røde Kors på pantdonationsknappen. Det gav sidste år i alt 4,1 mio. kr.

I Fakta kan kunderne give penge til Hus Forbi, der sidste år fik 1,8 mio. kr., mens Irma skiftede donationspartner fra Dyrenes Beskyttelse til Mødrehjælpen fra november 2017.

Dyrenes beskyttelse nåede at modtage 371.066 kr. sidste år.

Siden 2015 har kunder i Lidls 110 butikker kunnet donere flaskepanten til Hospitalsklovne. Det blev i 2017 til godt 600.000 kr.

Opdateret 10. nov 2020