Fire Coop-vareserier renset for skadelige stoffer

Coop 6. sep 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Siden 2015 har Coop systematisk forbudt og udfaset 12 kemikaliegrupper, som forskere er bekymrede for i forhold til sundhed og miljø.

Over de sidste måneder er lågene på en række glasemballager i Coops varemærker Änglamark, fakta 365, Irma Økologi og Tusindfryd, blevet erstattet med nye låg, som er garanteret fri for alle bisphenoler herunder bishenol A. Dermed kan varemærkerne bryste sig af at være helt fri for de 12 kemikaliegrupper, som Coop har døbt "Det beskidte dusin".

Dermed er fire af koncernens største vareserier renset fuldstændig for skadelige stoffer.

”Vi har nu gennemført en udfasning af skadelige stoffer, som f.eks. bisphenoler og flourerede stoffer. Det er stoffer, som vi ikke mener bør være at finde i forbrugerprodukter,” siger Malene Teller Blume, kvalitetschef i Coop og leder af virksomhedens kemikalie-indsats.

Vil presse leverandører
Coop offentliggjorde sin strategi for kampen mod 12 grupper af kemikalier, der er mistænkt for at være sundheds- eller miljøskadelige i 2015. Kemikaliegrupperne var udvalgt via dialog med førende forskere og NGOer.

Siden har Coop arbejdet på at fjerne stofferne i egne varemærker og har samtidig lagt stort pres på leverandører af andre varer for at få fjernet truslen fra de 12 kemikalie-grupper helt fra Coops butikker.

Siden strategien blev lanceret har Coop gennemført en lang række forbud og har bl.a. fjernet fluorerede stoffer i varer som mikroovnspopcorn, konserveringsmidlet MI i varer som håndopvask og Bisphenol A i varer som er emballeret i dåser – og altså nu også Bishenol A i låg til glasemballage.

"Vi gør en konkret forskel for vores kunder – men vi viser også andre producenter og detail-virksomheder, at det er muligt at undgå disse stoffer,” siger Malene Teller Blume.

Coop fortsætter med at fjerne stofferne i koncernens andre varemærker og med at presse andre leverandører til at følge Coops eksempel.

Opdateret 10. nov 2020