Fem Kvickly overgår til SuperBrugsen
Coop investerer nu et ukendt to-cifrede millionbeløb i at bygge fem Kvickly-varehuse om til SuperBrugsen-butikker.
Det drejer sig om varehusene i Nakskov, Amager (Amagerbrogade), Struer, Haslev og Tranbjerg.
De fem butikker fortsætter som Kvickly frem til efteråret og vil holde åbne igennem hele ombygningsperioden til engang i november, hvor moderniseringerne ventes færdige.
- Hvis vi havde stået med det tomme lokale i dag, ville vi ikke overveje at åbne en Kvickly der – dertil er de arealmæssigt for små. Kvickly vil i stedet fortsætte det seneste års fremgang med at skabe en mere homogen, ensartet kæde, siger Kvicklys kædedirektør Allan Kristoffersen.
Forstærket flagskibskæde
SuperBrugsen har i mange år indtaget positionen som Coops altdominerende flagskibskæde med den højeste omsætning og indtjening af samtlige butiksformater i Coop-familien.
Omvendt har Kvickly mærket presset fra den stadig stigende nethandel, som har ramt varehuskædens nonfood-salg.
I SuperBrugsen glæder kædedirektør Jesper K. Andersen sig over tilgangen af fem store butikker.
- Med to-cifrede million-investeringer vil vi bygge de fem butikker til nye flagskibe i vores kæde. For kunderne vil det betyde, at de får et supermarked med endnu større vægt på fødevarer. Vi bevarer bagerafdelingerne, moderniserer slagter og delikatesse og frugt og grønt, siger Jesper K. Andersen.
Når omfordelingen af de fem butikker er faldet på plads, vil SuperBrugsen tælle 243 butikker, mens Kvickly vil have 71 varehuse - såfremt der ikke kommer ændringer i de to kæders butiksnet inden da.
I første halvdel af 2018 har Coop i alt lukket 73 butikker fordelt på 47 Fakta, 16 Dagli'- og LokalBrugsen samt 10 Irma.
Læs friske lister over antallet af butikker i Coops og de øvrige dagligvarekæder per 1. juli her i en opdateret udgave af Dansk Handelsblads Hvem er Hvem 2018 på side 21.