Feltet vokser i kampen om kursen i Coop

Coop 8. mar 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Med kun lidt over en måned tilbage til formandsvalget i Coop er valgkampen for alvor på vej op i omdrejninger. Mandag 5. marts var den siddende formand Lasse Bolander således på forsiden af dagbladet Politiken, der ellers ikke kan beskyldes for at være udpræget erhvervsorienteret. Men historien om, at Coop via sin bank vil tilbyde 1,7 mio. medlemmer en billig og folkelig investeringsforening, rækker også udover den almindelige erhvervsdækning.

Der er god appel i det til en bred middelklasse, der er pænt repræsenteret blandt de mest aktive Coop-medlemmer. Det skader næppe chancerne for et genvalg til Lasse Bolander. Og der er flere fluer i det smæk: Mange Coop-medlemmer er et sted i livet, hvor de har mere brug for at få placeret opsparede midler, end de har for at låne. Og hvorfor skulle Coops bank ikke tjene penge på at forvalte det overskud, når det indtil videre ikke er lykkedes at tjene nok på udlånene?

Samme mandag eftermiddag var Lasse Bolander en tur på Sabro Kro lige uden for Aarhus, hvor han deltog i den første af tre dueller med udfordrerne Lars Fournais og Mikkel Irminger Sarbo foran en større forsamling af SuperBrugsen-folk.

Dansk Handelsblad var på Sabro Kro ved mødets begyndelse, hvor stemningen var let anspændt - og andet kan man næppe forvente, når der står så meget på spil.

Bliver Lasse Bolander genvalgt, er det også et genvalg til topchef Peter Høgsted og den kurs, han står for.

Skulle Lars Fournais blive valgt, ligner det større fokus på driften og større frihedsgrader til de enkelte Brugser - to ting, som hans bagland i de selvstændige brugsforeninger har efterlyst.

Og med storoutsideren Mikkel Irminger Sarbo som vinder kunne det bl.a. ligne radikale forandringer i hele governance-strukturen i Coop- koncernen - hvad det så end vil kunne føre til på kort og på lang sigt.

Handlingslamning? Eller mere af det samme, mens ideerne til tiltrængt fornyelse langsomt går i stå i et tungt maskineris kviksand? Det havde været spændende at få indblik i, hvordan de tre duellanter gik til hinanden på Sabro Kro.

Men der, hvor det for alvor kunne blive interessant, blev dørene lukket for Dansk Handelsblads to udsendte. Lasse Bolander har været vant til at blive genvalgt uden modstandere.

Men nu ser det oven i købet ud til, at der bliver tre modkandidater, når en fjerde, som tidligere har siddet i en chef-stilling på Coops hovedkontor, også stiller op. Navnet bliver snart annonceret. Alene antallet af kandidater er rigeligt til at mudre valget i Coop. Vi snakker ikke om et italiensk valg - eller Trump eller Brexit for den sags skyld. Men hvor stor usikkerhed tidligere førte til, at man valgte det sikre - i dette tilfælde Lasse Bolander - ser forandring for enhver pris ud til at være det nye sort.

Demokrati kan være en besværlig størrelse. Uanset, hvem der vinder valget, er Coop under voldsom forandring - og der er betydelige udfordringer at tage fat på. I gamle dage ville man nok gå så vidt som at kalde det problemer.

Et forældet IT-system og et dagligvaremarked, der i den grad er i skred i takt med, at diverse former for udespisning vinder frem. For bare at nævne to temaer.

Med tiden kan Coops gamle fordel i et stort butiksnet forvandle sig til det modsatte. Det skrumper imidlertid allerede nu. Vi har været vant til at sige, at Coop har 1200 butikker. Men sådan er det reelt ikke mere. Retail Institute Scandinavia opgjorde i slutningen af 2017 antallet til 1133. Snart lukker 11 Irma'er, og flere lukninger er sandsynligvis på vej.

Opdateret 10. nov 2020