Fejl udskyder kæmpe forandringsprojekt i Coop
Det bliver omtalt som det største projekt i Coops historie, der for alvor skal transformerer koncernen til en mere enkel, digital og lokal virksomhed.
Derfor var det også imødeset med spænding, at it-systemet Coop One omsider skulle gå i luften med første udrulning den 29. september.
Nu har flere alvorlige fejl i samspillet mellem Coops eksisterende og nye it-systemer dog udskudt lanceringen på ubestemt tid, skriver Butikslederen, efter Coop selv har informeret alle butikker om problemet.
I følge mediet skaber lukningen af Coops centrallager i Vejen også logistikmæssige udfordringer, hvilket til sidst har fået styregruppen bag Coop One til at udskyde lanceringen.
Styrker butiksdriften
Coop One skal blandt andet øge gennemsigtigheden på kryds og tværs af Coops omfattende organisation og helt ud i hver enkelt butik. F.eks. skal man kunne se kostprisen på hver enkelt varer, så koncernen kan drive kategori-management på et helt andet niveau end i dag.
Coop forventer endnu, at it-systemet bliver lanceret i år, men omvendt må lanceringen heller ikke forstyrre butikkernes vigtige julehandel.
Derfor er butikkerne blevet lovet mindst fem ugers varsel, inden systemet sættes i søen med det første af flere udrulninger.
Det er oprindeligt planen, at den sidste udrulning af finanssystemet skal ske i maj 2020.