Fakta tuner butikker for 300 mio. - og lukker andre
Coop Danmark skruer nu op for tempoet i moderniseringen af landets Fakta-butikker. 150 Fakta'er skal i år ændres til kædens nye koncept, F-16, mens andre 20 skal lukkes - og en helt tredje gruppe skifte til andre Coop-kæder.
Investeringen løber alene i år op i 300 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fra Coop. Det indebærer, at kæden også i 2016 vil få underskud.
- Vi har store forbedringer i den basale drift af kæden, men lukning af tabsgivende butikker og investeringer i moderniseringer, gør, at vi i både 2015 og 2016 vil have betydelige underskud. Med denne plan skaber vi grundlaget for, at vi igen kan opnå tilfredsstillende resultater på Faktas bundlinie, siger koncerndirektør Jan Madsen, som er den øverste ansvarlige for kæden i Coops direktion.
- Det seneste år har vi haft stor fremgang i vores målinger af kundernes tilfredshed, realiseret store forbedringer i vores økonomiske drift og skabt et koncept, der har vist sin bæredygtighed. Derfor investerer vi så stort i at styrke kæden, siger Jan Madsen.
I forvejen er 80 Fakta'er omdannet til det nye koncept. Derfor vil det samlede antal af F-16-butikker være nået op på 230 ved udgangen af 2016.