Fakta sender 1,6 mio. til hjemløse
Faktas kunder har i de sidste ni måneder doneret flaskepant til en værdi af 1,3 mio. kroner til Hus Forbi. Derudover blev der til jul doneret 351.900 kroner i et 'Gi' en god jul'-tiltag, hvor kunderne kunne donere 20 kroner enten via en kupon ved kassen eller via sms. I alt er det nu blevet til lidt over 1,6 mio. kroner, som Fakta på vegne af kunderne kan sende til hjemløse.
Tiltagene er et led i et strategisk og humanitært samarbejde, som Fakta og Hus Forbi indgik sidste år. Samarbejdet har blandt andet givet Hus Forbi-sælgerne bedre adgang til at sælge aviser ved Faktas butikker.
- Det er en stor hjælp og vi er meget glade for det flotte beløb, som Faktas kunder har doneret. Og ikke mindst er vi glade for, at vores sælgere med aftalen med Fakta har fået et ”blåt stempel” til at stå ved Fakta butikkerne over hele landet, siger sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen, Hus Forbi.
I forbindelse med samarbejdet er der også igangsat et projekt, der skal hjælpe til at få hjemløse i arbejde. De første to er i gang med et jobforløb.