Fakta henter ny salgsdirektør i Coop-familien
Fra og med 1. december skal Jan Kornum være salgsdirektør for Fakta-butikkerne vest for Storebælt.
45-årige Kornum kommer med cirka 25 år lang lederkarriere bag sig i diverse positioner i Coop Danmarks kæder - senest som salgschef i Kvickly.
Jan Kornum har tidligere været blandt andet varehuschef i en af kædens største varehuse, Kvickly Bruuns Galleri i Aarhus og uddeler i flere SuperBrugser i Aarhus-området.
- Jeg er meget glad for, at vi har fået Jan med på holdet. Han er kendt for sin meget høje butiksstandard og dygtige lederskab. Han skal være mere til at forstærke den positive udvikling, som Fakta er inde i, siger Faktas kædedirektør John Hornbech Christensen i en pressemeddelelse.
Fakta har siden 2013 haft underskud hvert år og samlet set tabt et større trecifret millionbeløb. I år er der imidlertid ifølge Coop-topchef Peter Høgsted udsigt til overskud i alle Coops kæder - og det bør inkludere Fakta.
Pressemeddelelsen melder da også om en "markant forbedring af resultaterne" i år.