Fakta følger moderniseringsplan

Coop 19. maj 2017 -
This describes the image
Foto: Fakta

I alt 309 Fakta-butikker er nu omstillet til det, som kæden kalder F16. Et koncept, der minder lidt mere om et supermarked, og som har fokus på friske fødevarer.

- Vi har nået at omstille 66 butikker siden årsskiftet, og regner med stort set at nå igennem i år, siger Stina Glavind, der blev kædedirektør i Fakta ved årsskiftet for godt et år siden.

- Der kan være enkelte, som ikke bliver færdige – eksempelvis hvis vi samtidig vil udvide butikken, siger Stina Glavind.

Fakta modtog for få måneder siden en kapitaltilførsel på 200 mio. kr. fra Coop, men Stina Glavind fortæller om fremgang i salget i år.

- Vi ligger bedre end vores eget budget i år, og jeg tror på, at vi har overskud om en ganske kort årrække, siger hun.

Kæden lukkede 27 urentable butikker i 2016 og har nu 405 butikker. Heraf er otte ejet af fem brugsforeninger. 20 butikker er af den mindre, cityudgave Fakta Q. Fakta-kædens butikker har et salgsareal på mellem 500 og 1000 kvm. Den største er 1200 og den mindste kun 300 kvm.

- Vi arbejder i øjeblikket på at justere F16-konceptet, så Fakta Q-butikkerne også kan omstilles til det nye koncept, når de står for tur, siger Stina Glavind. Stina Glavind har ikke konkrete planer om flere lukninger, men hun afviser ikke en udvidelse af kæden.

- Det er alt for tidligt at sige noget om Kiwis butikker, men der er da nogle spændende muligheder i mellem. Alt afhænger dog af vilkår og pris, siger Stina Glavind.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?