Fakta får flere tilbud til singler

Coop 2. sep 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Fakta går ind i kampen mod madspild ved at sælge kød i pakker til singler.

Over 1,5 mio. husstande består i dag kun af en person, men dagligvarebutikkerne sælger alligevel primært varer i større portioner. Det gør Fakta nu op med.

Kæden lancerer en ny serie under navnet "Middag for én", som foreløbig består af otte forskellige slags kød fra kyllingefilet til hakkebøffer. Prisen er den samme for alle varianter - 15 kr.

- Jeg har talt med kunderne i Fakta, og et af de ønsker, der er gået igen, har været ønsket om kød i mindre portioner. Det ønske imødekommer vi med det nye initiativ, siger Faktas kædedirektør, Niels Karstensen, i en pressemeddelelse.

Fakta ønsker samtidig at forstærke sin indsats mod madspild.

- Her tror vi, at muligheden for at kunne købe mindre pakker er et stærkt våben, siger han.

Hidtil har Faktas indsats mod madspild handlet om at reducere den mængde varer, butikkerne selv kasserer. Kæden indledte en målrettet indsats i 2013. Et af midlerne har været rabat på varer, der er ved at løbe ud på datoen, systematisk registrering af kassationer og ændringer af interne procedurer.

Resultatet er, at madspildet i 2014 blev reduceret med 21 pct. i forhold til året før. Den positive udvikling er fortsat i 1. halvår 2015.

Af Henrik Denman

hede@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020