Fakta får dobbelt så mange varer i påsken
Fakta forventer at have dobbelt så mange varer som normalt på hylderne i påskedagene.
Kæden udnytter muligheden for at holde åbent i påsken, mens alle større butikker holder lukket, og forventningen er derfor, at over 500.000 kunder besøger en af kædens 364 butikker og dermed skaber øget omsætning, skriver kæden i en pressemeddelelse.
- Vi forventer at køre næsten dobbelt så mange varer ud som normalt, og vi har 8.000 medarbejdere på arbejde i løbet af påskedagene, siger direktør i Fakta, Stina Glavind.
Kæden har netop åbnet butik nr. 300, der er bygget om til kædens nye koncept, der lægger mere vægt på friske varer som kød, frugt og grønt og ikke mindst mere økologi.
Samtidig har Faktas egen økologiserie, 365, passeret produkt nr. 200.