Fakta er nomineret til pris for socialt ansvar
Discountkæden Fakta er nomineret til ansvarlighedsprisen, CSR People Prize. Nomineringen har kæden fået for sit arbejde med at uddanne og ansætte unge med autismediagnoser i uddannelsestilbuddet, Klar til Start.
Det unikke ved tilbuddet er, at de unge er garanteret job i Fakta, hvis de gennemfører forløbet.
Indtil videre er elleve uddannet og ansat i Fakta, mens 40 er i gang med uddannelsen, og 200 forventes at have gennemført den ved udgangen af 2016.
- Hvor nogle måske ser et handicap, ser vi en styrke. En autists evne til at sætte ting i system og sans for detaljen giver rigtig god mening for en dagligvarebutik som Fakta i forhold til alle de rutiner, der i sidste ende skaber en flot, trimmet butik, siger Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta.
Bag prisen står VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, som i år uddeler prisen for 17. gang.
CSR People Prize uddeles af H.K.H. Prins Joachim ved det store gallashow CSR Awards, der i år bliver holdt 7. oktober i Spektrum Vejle.
Fakta er nomineret i kategorien +100 ansatte sammen med vaskeriet midtVask og Falck Danmark A/S.
Sidste år gik CSR People Prize til den nordjyske stålvirksomhed Scaniro og transportvirksomheden Arriva.
Tekst og foto: Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk