Færch skaber nye kødbakker af de brugte bakker
En halv million kødbakker af en helt speciel slags vil snart se dagens lys.
De er produceret af brugte kødbakker, som de københavnske forbrugere har sorteret fra.
Nu er de brugte kødbakker på vej til 4PET, som er Faerchs fabrik i Holland – her omdannes bakkerne til genanvendeligt plast.
Regional direktør i Faerch Jesper Emil Jensen kalder det på sin LinkedIn-profil for ”Et lille stykke Danmarks historie”.
Han skriver: ”Første danske læs husstands indsamlede plastbakker i PET, til genanvendelse på 4PET. Dette læs på ca. 8 ton bakker bliver til cirka 500.000 nye kødbakker som forventeligt rammer detail butikkerne lige efter sommerferien. Emballagen er indsamlet i Københavnske husstande, og de nye kødbakker, der kommer ud af bestræbelserne, kommer hver især til at indeholde minimum 86 pct. af de gamle. Så sagt på en anden måde – emballage bliver til emballage – cirkulær økonomi i virkeligheden”.
Med i samarbejdet er blandt andre Danish Crown, Coop, Rema 1000 og Københavns Kommune.