En ny butik skal give Dagli'Brugsen 2 mio. kr. mere i kassen

Coop 27. aug 2018 -
This describes the image
Fotos: Helle-Karin Helstrand

Frugt- og grøntafdelingen ligner en tom udstilling af nyt inventar. Det samme gør både brødskabet og den meget lange endevæg med skabskølere, der om få dage skal være fyldt med mejerivarer. En elektriker står på en stige med hovedet op gennem et hul i loftet, mens hans kollega er i gang ved kasselinjen, hvor bake off-ovnen, to kasser og en kvik-kasse skal være klar til kunderne lørdag morgen til den store åbning.

Stedet er Sdr. Felding, godt 30 km sydvest for Herning. Det er onsdag formiddag, tre dage før byens nye Dagli’Brugs skal åbne, og uddeler gennem otte år, 32-årige Martin Iversen, er slet ikke i tvivl om, at butikken bliver klar.

[caption id="attachment_71869" align="aligncenter" width="300"] Fotos: Helle-Karin Helstrand[/caption]

- Vi glæder os til at åbne, og vi glæder os så meget til at få plads til at arbejde med varerne på en helt anden måde, siger han. Det første kunderne vil møde, når de kommer ind i den nye butik, er et stort udvalg af blomster og gaveæsker. Begge dele kommer fra en lokal leverandør, Crea.

- Det er faktisk min mor, og det betyder helt sikkert noget for kunderne, at varerne kommer fra en, de kender. Vi får også kartofler og honning fra lokale leverandører, og så skal vi vælge nogle lokale fødevarer ud hos en leverandør i Borris, fortæller uddeleren.

Irma og økologi

Som alle andre nye Dagli’Brugser er kødet trukket op i den store frugt- og grøntafdeling, der i dette tilfælde er fire gange så stor som den gamle.

- Vi får plads til flere varer i alle afdelinger. Vi får bl.a. økologi, veganervarer og fri for-varer, som vi ikke har haft før, fortæller Martin Iversen.

Han forventer, at kunderne lægger mere i kurven, men også at der kommer nye kunder til. En reol med Irma-varer er der også blevet plads til, og det fik en kunde til at stille et spørgsmål, der kom bag på uddeleren.

- Er det ikke dem med de billige varer, spurgte kunden. Jeg er spændt på, hvad hun siger, når hun ser varerne, siger uddeleren.

Han er uddannet i Dagli’Brugsen og har oplevet både op- og nedture i kæden. Han har også oplevet udfordringer.

- Nogle gange har vi fået noget nyt fra kæden, som jeg lige så godt kunne arkivere lodret med det samme. Varer, som vi ikke kunne sælge. Det glæder mig, at kæden fremover vil gøre mere ud af at teste nyt, inden vi får det ud, siger Martin Iversen.

Mulighed for udvikling

Den gamle brugs ligger på den anden side af gaden og er mildt sagt nedslidt. Salgsarealet er på kun 365 kvm. mod de 600 kvm., som Martin og hans hold skal boltre sig på i fremtiden.

- Det er klart, at vi bliver mere effektive. I dag skal vi hele tiden flytte rundt på ting for at komme til, og man kan ikke fylde op et sted uden at stå i vejen for én, der fylder op et andet sted, siger uddeleren.

Han suppleres af salgschef i det midt- og vestjyske, Kjeld Kirkedal, der har været kædens og Coops repræsentant under hele processen.

- Det kommer også til at påvirke omsætningen, som vi forventer vil stige med mindst 10 pct. I dag skubber kunderne jo nærmest hinanden ud af butikken. Se eksempelvis i frugt- og grøntafdelingen. Står man og kigger der, og der kommer en anden kunde, så er man nødt til at gå, siger han.

En markedsundersøgelse viste, inden Sønder Felding Brugsforening Anno 1937 gik i gang med foreningens hidtil største projekt, at de knap 2000 indbyggere i byen til sammen køber for 40 mio. kr. dagligvarer årligt.

- Dagli’Brugsen omsætter i dag for godt 20 mio. kr., så der er nok at tage af. Havde man blot moderniseret den gamle butik, havde der ikke været mulighed for at udvikle den på længere sigt – så havde den lukket sig selv på et tidspunkt, siger salgschefen. Han glæder sig over den store opbakning, som han har mærket fra borgerne og hele bestyrelsen under forløbet.

- Det har ikke kun været uddeleren og formanden, der har brændt for det her, siger Kjeld Kirkedal.

Coop har 957 medlemmer i byen. Som nærmeste konkurrenter til Dagli’Brugsen er Spar i Troldhede og Dagli’Brugsen i Borris – begge i en afstand af 10 km. Men mange af byens borgere arbejder i Herning, hvor der er gode muligheder for at købe ind.

Samarbejdede med den lokale købmand

Da Martin Iversen rykkede til Sdr. Felding, havde Spar til huse på grunden, hvor hans nye arbejdsplads ligger i dag. Senere ændrede Spar navn til Min Købmand med købmand Nicolaj Mølhave bag disken.

- Nogle mener, at man skal være uvenner med sin konkurrent. Sådan havde vi det slet ikke, og sådan har vi det heller ikke nu med vores nabo, bageren. Nicolaj og jeg kunne endda låne varer af hinanden, og vi sad sammen i Handels- og Håndværkerforeningens bestyrelse, fortæller uddeleren.

- Min Købmand gik egentlig meget godt, men for fire år siden sagde Nicolaj, at han ville prøve noget andet, og da vi i samarbejde med Coop havde fundet ud af, at det mest rentable for os, ville være at bygge nyt, endte det med, at vi købte varelager og bygninger, og så fik vi samtidig hans ansatte med, fortæller Martin Iversen.

Blandt andet fordi købmanden fortalte borgerne den positive historie om, at lukningen af Min Købmand var hans valg, søgte kunderne i stedet til Dagli’Brugsen.

- Selvfølgelig snakker man i en lille by, når den ene af to lukker. Er det den store, der har taget den lille? Men Nicolaj gjorde sit til, at der ikke kom ond snak, og borgerne kendte jo hans tidligere ansatte. Vi fik 70 pct. af hans salg, og rykkede fra 13 til 20 mio. kr. Inden han lukkede, solgte han vist endda lidt mere, end vi gjorde, erkender Martin Iversen.

Hentede hjælp hos borgerne

Dagli’Brugsen havde overskud, men der var ikke så mange penge på kistebunden, at den kunne finansiere en ny butik. Derfor gik formanden og uddeleren til Brugsforeningernes Låneforening, der gerne ville yde et lån.

- Man troede på os, men foreningen rådede os samtidig til at få et lån fra borgerne. For vil borgerne butikken nok til at låne den penge, vil de også handle der, fik vi at vide, fortæller Martin Iversen. Han indkaldte til borgermøde, efter at bestyrelsesformanden havde undersøgt, hvilke regler der gælder for crowdfunding.

- Borgerne støttede, at vi byggede en ny butik, og 80 private og en lang række foreninger med borgerne bag sig har støttet os. De har lånt os i alt 1,6 mio. kr., som de får tilbage i løbet af fem til ti år med 3 pct. i rente. De første fem år skal vi ikke afdrage, derefter får de små lånere penge tilbage først, fortæller Martin Iversen.

Den nye bygning har med inventar kostet i alt 13 mio. kr. Den gamle bygning skal rives ned, og i samarbejde med byfornyelsesudvalget i byen skal der laves p-pladser med grønne områder.

Opdateret 10. nov 2020