En af landets største brugsforeninger skal have ny direktør
-
Torben Andreassen har ledet Brugsforeningen Tryg gennem 22 år
Brugsforeningen Tryg med base i Ry skal hav ny direktør. Torben Andreassen har valgt at stoppe i jobbet senest pr. 31. marts 2022.
- Jeg vil gerne nå at prøve noget andet i mit arbejdsliv, selv om jeg er meget glad for jobbet. Og så skal det snart være. Med Tryg i absolut topform, synes jeg ikke, at tidspunktet kan være bedre, siger Torben Andreassen.
Under hans ledelse har Brugsforeningen Tryg udviklet sig til at være en af Danmarks største selvstændige brugsforeninger. Den omfatter Kvickly Ry, SuperBrugsen Ry, SuperBrugsen Kolt, Dagli´Brugsen Virklund, tre OK-tankanlæg og et ejendomsselskab. Siden Torben Andreassen tiltrådte er omsætningen ca. 6-doblet til nu 358 millioner kr. og med en egenkapital, der er vokset fra 13 til 92 millioner kr.
Tryg er derudover ejer af netsupermarkedet Osuma, der plukker varer i blandt andet Kvickly Ry.
Bestyrelsesformand for Brugsforeningen TRYG, Carsten Bank-Mikkelsen, beklager Torben Andreassens beslutning.
- Det er et stort tab for Brugsforeningen. Med initiativ, vovemod, kløgt og køligt overblik har Torben sammen med medarbejderne skabt, Danmarks bedste brugsforening. Men det er også et stort tab for byen. For Torben har været en ildsjæl og én dynamo, der med talrige initiativer har støttet livet i byen meget markant, siger Carsten Bank-Mikkelsen.
Rekruttering af en ny direktør begynder nu, og målet er, at vedkommende skal være fundet inden årets udgang. I de kommende år har brugsforeningen to meget store investeringer med etablering af bl.a. nye SuperBrugser i Ry Øst og i Virklund. Torben Andreassen vil stå til rådighed for Brugsforeningen i en periode efter, at han er stoppet.