DSK ønsker øget kontrol fra Skat
De fleste kører selv ned over grænsen for at købe ind i et af grænsesupermarkederne, men der findes også dem, der bestiller de billige grænsehandelsvarer over nettet og får dem fragtet hjem til privaten af et budfirma.
Det sidste må man gerne, men man er så forpligtet til at betale afgifter af de øl og sodavand, slik og spiritus, som man vælger at få leveret uden selv at have krydset grænsen.
Det er imidlertid ikke alle, der får betalt de skyldige afgifter. Nu oplyser Skat, at de er opmærksomme på problemet og som en del af deres kontrol af grænsehandlen sørger for at overvåge fjernsalget til Danmark.
Det oplyser Skat i et svar til De Samvirkende Købmænd. Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen har stillet spørgsmål til Skat om kontrollen af danske borgeres køb af punktafgiftspligtige varer på udenlandske hjemmesider, hvor de udenlandske sites sender varerne til Danmark. Han mener, at der er en øget aktivitet med handel med typiske grænsehandelsvarer på nettet.
Skats kontrol
Skat oplyser, at de har udarbejdet en vejledning, og at de laver stikprøvekontroller af biler, som transporterer punktafgiftspligtige varer fra Tyskland til Danmark. Oplysningerne fra kontrollerne anvendes til senere kontrol af, om danske borgere angiver deres punktafgiftspligtige køb.
Skat overvåger desuden løbende udenlandske hjemmesider, som målrettet markedsfører punktafgiftspligtige varer til forbrugere, der bor i Danmark. Skat vil med overvågningen kontrollere, om der sker fjernsalg til Danmark.
Claus Bøgelund Nielsen siger:
– Det er naivt, hvis man tror, at en vejledning i sig selv lukker et skattehul. En vejledning på en hjemmeside svarer til "gamle dage", hvor Skat opsatte postkasser ved grænseovergangene og forbrugerne skulle selvangive deres udenlandske indkøb. Det var mildt sagt ingen stor succes.
– Skat bør i stedet anvende kreditkortoplysninger til at sikre sig, at punktafgifterne selvangives. Skat ved, hvilke udenlandske hjemmesider som målrettet markedsførerpunktafgiftspligtige varer til forbrugere bosiddende i Danmark, og dermed kan man - netop via viden om brug af kreditkort - sikre sig, at forbrugerne ikke undlader at betale de danske afgifter, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Foto: Helle-Karin Helstrand