Discountbølgen trodser lukninger
Aldi, Kiwi og Fakta har over kort tid lukket et tocifret antal butikker, og det samlede antal discountbutikker er holdt op med at vokse.
Men det betyder på ingen måde, at de sidste mange års discountbølge er gået i sig selv.
Ifølge de senest tilgængelige branchetal fra Danmarks Statistik er discount stadig det eneste butiksformat i dagligvarehandelen med vækst.
Discountbutikkernes samlede omsætning er i de første fem måneder af 2015 vokset med 4,3 pct. - lige som hele sidste år.
Til sammenligning har supermarkederne tabt 0,7 pct. hidtil i år, og de har endda klaret sig bedst af de øvrige dagligvarebutikker.
Skidt maj for varehuse
Frem til april kunne ellers både supermarkederne og den gruppe, som især omfatter varehusene, holde salget oppe på samme niveau som sidste år.
Men i maj dykkede ikke mindst varehusene voldsomt til et indeks på 92 i forhold til samme måned sidste år, og det trak mere ned, end pæne tal i de forudgående måneder havde trukket op.
Detailomsætningen i maj var helt generelt præget af et elendigt tøjsalg på grund af det kolde forår, og det kan være en del af baggrunden for varehusenes dårlige tal.
De kan derfor vise sig at være blevet forbedret, når branchetallene for juni er klar. Tøjsalget i juni har med en fremgang på 7,5 pct. næsten udlignet majs efterslæb.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Henrik Denman