Direktør: Coop.dk Mad bliver mere agressiv
Når Coop.dk Mad har valgt at halvere prisen på levering efter blot to måneder, kunne man let få den tanke, at det skyldtes, at der ikke har været nok kunder i online-butikken.
Den udlægning, køber kommerciel direktør for Coop.dk Mad, Jesper Lykke Wacherhausen, nu ikke.
Han fortæller, at Coop i starten har haft fokus på at optimere it-systemerne og køre test, så man har kunnet måle effekterne af de forskellige tilbud og derved målrette endnu bedre tilbud til Coop’s onlinekunder.
- Konceptet har levet op til vores forventninger. Når man lancerer noget nyt og går fra 4.000 varenumre til 8.000 varenumre er det en stor øvelse, og derfor har vi brugt de første måneder på at sikre, at it-systemerne fungerer, og vi har en høj leveringsgrad, siger Jesper Lykke Wacherhausen.
Han forklarer, at det er helt naturligt, at der altid går et par måneder, inden man er kommet helt på plads med et nyt koncept.
Blandt andet er det kommet lidt bag på den kommercielle direktør, hvor stærk en loyalitet der har været omkring irma.dk, og at en stor del af tidligere irma.dk-kunder derfor lige har skullet bruge noget tid på at vænne sig til det nye madunivers.
- Nu har vi set, at vores set-up virker, og derfor er det også tid til at gå landsdækkende og erobre nye kunder uden for Storkøbenhavn, siger Jesper Lykke Wacherhausen.
Aggressiv spiller
Coop-koncernen omsatte for 45,2 mia. kroner sidste år. Coop’s onlineomsætning er steget mærkbart de sidste par år og en direkte onlinekonkurrent som nemlig.com har rundet milepælen på en milliard i omsætning.
Jesper Lykke Wacherhausen vil dog ikke fortælle, hvor meget, han forventer, Coop.dk Mad omsætter for det første år.
- Vi udtaler os ikke om vores omsætning, men Coop satser stort på at være en aggressiv spiller på onlinemarkedet. Vi har ikke tænkt os at lade andre tage det her marked, siger Jesper Lykke Wacherhausen.
Coop har generelt været meget tilbageholden med at indføre rabatkuponer i de fysiske butikker, men i den nye onlinebutik har Coop kørt med masser af rabatkuponer til kunderne på både 50 og 100 kroner.
Og ifølge Jesper Lykke Wacherhausen er rabatkuponerne ikke blot en del af lanceringskampagnen, men vil være et løbende tiltag på coop.dk Mad.
- Efter sommer kommer vi til at være mere aggressive på markedsføringssiden. Det er et marked i vækst og der sker hele tiden nye ting, siger Jesper Lykke Wacherhausen.