Detailforum Prisen til Søstrene Grene - kampagnepris til Coop

Coop 20. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Detailforum
Skrevet af: Søren Tougaard

Detailhandelsnetværket Detailforum uddelte for 37. gang den prestigefyldte Detailforum Prisen ved årets awardshow, hvor ledere i dansk detailhandel traditionen tro var samlet for at hylde branchen.

Detailforum Prisen (tidligere MMM Prisen) gives til en person eller virksomhed, der på særlig vis har haft en betydning for detailhandelen i Danmark. Og prisen gik i år til Søstrene Grene.

- Prisen gives i år til Søstrene Grene for deres imponerende vækst med åbning af nye butikker på nye markeder og med gode økonomiske resultater. Den familieejede virksomhed er nået langt de seneste år og har skabt succes på det internationale marked med butikker i 15 lande. De har formået at skabe et skarpt koncept med et univers omkring historien med de to søstre Anna & Clara. De har skærpet profilen og Søstrene Grenes identitet fremgår tydeligt i både butikkerne og markedsføringen, lød det i begrundelsen fra priskomitéen.

Også Københavns Lufthavn og Eventyrsport var med i opløbet om at vinde den eftertragtede pris.

Spot på farlig kemi

Detailforums Kampagnepris gik til Coop for deres ”Nykemilov.nu” kampagne, som var med til at sætte aftryk på en politisk aftale omkring problematiske kemikalier.

Kampagnen fik skabt stor opmærksomhed både blandt forbrugere og politikere. Kampagnen formåede at indsamle mere end 21.000 underskrifter og lagde politisk pres på ændringer, lød det i begrundelsen.

De to andre nominerede var Louis Nielsen ”Skulle være gået til Louis Nielsen” og Jem & Fix med deres annoncering i forbindelse med Black Friday ”Problemer med lyset”.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020