Dagligvarebutikker scorer hattrick i sommerlandet
Købmænd og uddelere i Dagli’Brugsen, Spar og Min Købmand kan nu glæde sig over endnu en sommer med rekordomsætning. Den tredje i streg.
Alle tre kæder har en hel del butikker i sommerlandet, hvor sommerens omsætning er helt eller delvist afhængig af vejr og turister og derfor lettere uforudsigelig.
Men ved indgangen af den tredje sommermåned tør kædedirektørerne Richo Boss og Torben B. Andersen godt melde ud om både sommeren og hele 2020.
- Vores maj var fuldstændig vanvittig god, siger kædedirektør for Spar, Min Købmand og Letkøb, Richo Boss og henviser til, at forbrugerne begyndte at købe mere ind lokalt, da coronaen fik tag i Danmark.
- Fra juni stabiliserede salget sig, og der er det fortsat. Spar-kæden ligger med en like-for-like vækst i sommer på knap 9 pct. sammenlignet med sidste sommer, mens Min Købmand ligger på et indeks på lige under 107. Indtjeningen er fulgt pænt med i begge kæder, siger Richo Boss.
Han bliver suppleret af kædedirektør for Dagli’Brugsen, Torben B. Andersen, der siger, at Dagli’Brugsen ligeledes har haft et flot år.
- De seneste to måneder har kæden ligget med en like-for-like-vækst på 7 pct. sammenlignet med samme periode i en fantastisk sommer sidste år. År til dato ligger vi endnu bedre, siger han.
2020 slår rekord
Rekorderne kommer, selv om vejret ikke har været helt så godt, som de to kædedirektører kunne ønske sig.
- Vi kan se det på salget, så snart det dufter af godt vejr, så vi forventer en rigtig god afslutning på sommeren med den vejrudsigt, der er lige nu, siger Torben B. Andersen.
Den forventning kan Richo Boss tilslutte sig.
- Jeg har i sidste uge besøgt en række af vores butikker, og alt tyder på, at sommerhusene er fuldt booket resten af august af tyske turister, og at sæsonen i år bliver længere. Jeg regner med, at vores august bliver mindst lige så god som juni og juli, siger Richo Boss.
Det er ikke kun sommeren, der slår en rekord. Både Richo Boss og Torben B. Andersen forventer et rekordår i deres butikker.
- Købmændene er meget ydmyge over for den store lokale opbakning, de har mødt, og vi håber selvfølgelig, at de nye kunder, butikkerne har fået, holder ved. Jeg forventer, at vi står overfor et rekordår i både Spar og Min Købmand, siger Richo Boss.
Mens Min Købmand og Spar åbner butikker i øjeblikket, har Dagli’Brugsen lukket nogle.
- Den lokale opbakning, vi normalt oplever, har været ekstraordinær flot under coronaen, og både uddelere og medarbejdere har ydet en meget stor indsats. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at opleve en markant like-for-like rekord på omsætningen for hele 2020, siger Torben B. Andersen.
De tre kæder bliver dog formentlig ikke alene om at gå ud af 2020 med en rekordomsætning.
Ifølge Rasmus H. Sarauw-Nielsen, nordisk manager, Nielsen, vil corona-krisen efter alt at dømme give hele dagligvarebranchen et rekordår.