Dagli’Brugser leverer bedre på bundlinjen end forventet

Coop 4. okt 2019 -
This describes the image
dagli'brugsen kædedirektør torben b andersen|||Topchef Daglibrugsen Torben B Andersen Foto: Helle-Karin Helstrand||Foto: Helle-Karin Helstrand|Foto: Helle-Karin Helstrand

I foråret meldte topchef i Coop Peter Høgsted ud, at alle koncernens kæder meget gerne skulle lande et overskud i år.

Det skete efter, at sidste års regnskab alene viste overskud i SuperBrugsen, mens Irma og Dagli'Brugsen balancerede omkring nul.

Nu tyder noget på, at i hvert fald Dagli'Brugsen kommer til at leve op til chefens ønske.

- Jeg kan og vil ikke forudsige, hvordan året ender. Men når jeg ser på årets første otte måneder, ligger overskuddet samlet set i vores 312 butikker med et tocifret millionbeløb foran budget. Det er vi superstolte over, siger kædedirektør siden januar 2018, Torben B. Andersen.

Han glæder sig samtidig over, at kædens butikker for andet år i træk sælger for mere. Dagli'Brugsen omsætter årligt for ca. 6 mia. kr. inkl. moms.

- Omsætningen i kædens butikker ligger i år på et fint trecifret indekstal efter sidste års tilsvarende vækst. Alt i alt vil jeg sige, at det går rigtigt godt i Dagli'Brugsen, siger kædedirektøren.

Han har netop lukket 26 LokalBrugser, men det skete blot for at konvertere dem til Dagli'Brugser.

- Det betyder, at de har fået et udvidet sortiment, og at vi nu kun har én tilbudsavis, der kommer hver anden uge for samtlige butikker. Konverteringen skete for et par uger siden, og butikkerne har fået en god start. Kunderne har taget godt imod Dagli'Brugsen, og de første uger ligger de tidligere LokalBrugser endda over resten af kædens indeks.

Ændrer lidt i konceptet

I 2015 indledte kæden med daværende kædedirektør Jesper K. Andersen i spidsen en omfattende ændring af kædens butikker til Fremtidens Dagli'Brugs.

Det er ikke gået helt så hurtigt med at omstille butikkerne, som Jesper K. Andersen forudsagde. Således er butik nummer 100 blandt de 215 selvstændige butikker netop blevet moderniseret, mens 39 Coop-butikker er bygget om.

- Men det virker, og vi satser på at omstille yderligere 10 Coop-butikker og 15 brugsforeninger i 2020. Vores NPS, kundetilfredshed, er steget med 4 point, hvilket vi er meget glade for, siger kædedirektøren.

Han fortæller, at konceptet er udviklet og ændret lidt hen ad vejen. Blandt andet er det ikke alle steder, at cafe-området, Dagli'Stuen, fungerer. Nogle butikker har til gengæld taget imod tilbuddet om en udstillingsrondel med et udvalg af små nonfood-varer, som er topsællerter i Kvickly.

[caption id="attachment_82202" align="aligncenter" width="684"] Foto: Helle-Karin Helstrand Kædedirektør Torben B. Andersen fortæller, at Kviclys topsællerter er populære i Dagli'Brugsen.[/caption]

- Vi har flyttet convenience-køleren fra indgangen til frugt- og grønt. Den kategori er i hastig vækst i vores butikker, siger Torben B. Andersen.

Aktiv på mobilen

Han ser frem til at arbejde med Coops fælles strategi, der kan bringe flere koncepter fra SuperBrugsen og Kvickly ind i Dagli'Brugsen i en tilpasset form.

- Foreløbig har mange af vores butikker fået brødskabe, men vi vil kigge mere på BrødCooperativet, lige som vi også skal have mere fra MadCooperativet, siger Torben B. Andersen.

Før sommerferien begyndte kæden at etablere scan og betal med mobilen i butikkerne.

- Det er nu i 230 butikker, og vi satser på, at mindst 3 pct. af kunderne benytter muligheden i 2020.

Også medarbejderne har fået et nyt redskab på mobilen. De modtager nu små videoer fra ledelsen, der fortæller om, hvordan ugen er gået, eller hvad der er på dagsordenen i den kommende uge.

- Det er et redskab, som alle medarbejdere i Coop har fået, og det fungerer på alle niveauer. Topledelsen kan kommunikere til alle, og ungarbejderne kan bytte vagter, siger kædedirektøren.

Han fortæller, at på grund af de mange forandringer, der sker i Coop i disse år, er målet, at alle uddelere har været på et todages kursus i forandringsledelse inden udløbet af 2020.

- Det er fire år siden, vi havde dem alle på ledelseskursus sidst. Denne gang bruger vi også Henrik Gårde-Michelsen, der har lang erfaring i branchen, siger han.

Samarbejde med de røde

Men selv om der er fremgang i Dagli'Brugsen, vokser træerne ikke helt ind i himlen. Kæden har fortsat det, der populært hedder en rød hale. Selv om Coop sidste år lukkede 23 Dagli'Brugser.

- Der vil altid være butikker, det går mindre godt for, men vi skal ikke igennem flere store lukkerunder, siger Torben B. Andersen.

Lige nu er der dog mindst 17 selvstændige Dagli'Brugser, der ikke følger med op i det sorte felt.

- Dem har vi indført et udvidet driftssamarbejde med. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er os, der kommer med en stor stav og slår dem oveni hovedet. Vi har indgået en samarbejdskontrakt med dem, og de ser meget mere til deres salgschefer, end de plejer. Blandt andet er der månedlige møder mellem uddeleren, butikkens bestyrelse og salgschefen. Der kigges på tal en gang om ugen, lægges planer og evalueres, siger Torben B. Andersen.

Han fortæller, at en salgschef for en selvstændig butik normalt har 55 butikker at se til, mens en salgschef for Coop-butikker har 20. Det skyldes, at de selvstændige butikkers bestyrelser typisk tager flere beslutninger selv.

- Når vi kommer i dialog med uddelerne om problemerne, har de ofte tumlet med dem for længe alene. De er glade for at få hjælp til de forskellige problemer, de hver især har. Bare det, at samarbejdet kommer op at stå, får det til at se lysere ud. Vi har overvejet, om vi også skal prøve at samle de 17 butikker til erfaringsudveksling, siger kædedirektøren.

Projektet blev indledt i juni, og ifølge Torben B. Andersen ser regnskaberne for de to første måneder allerede pænere ud - både på top og bund.

- Flere butikker vil gerne være med, men nu arbejder i første omgang med de 17. Fortsætter projektet som en succes, vil vi selvfølgelig brede det ud til flere, siger han.

 

 

Opdateret 10. nov 2020