Corona giver elevboom i supermarkederne
I mange år er kurven over antallet af salgsassistentelever kun gået én vej, og det er nedad.
Men nu er den vendt - i hvert fald, når det kommer til dagligvarehandlen. Mens corona-pandemien har skabt usikkerhed i specialhandlen, har dagligvarehandlen nemlig oplevet et opsving, fordi færre danskere har kunnet spise ude.
Den udvikling afspejler sig nu i statistikken over, hvor mange dagligvarebutikker, der har underskrevet en uddannelsesaftale med en ung. Dagrofa har eksempelvis ansat 37 pct. flere salgselever end i 2019, og herfra lyder det, at corona-krisen har gjort en positiv forskel.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på kvalificeret personale, og samtidigt har corona- krisen været medvirkende til en endnu større stolthed omkring detail- og servicefaget. Derfor er det vigtigt at ansætte dygtige salgselever, som kan være med til at udvikle branchen, også i fremtiden, siger HR-direktør i Dagrofa, Laura Marie Larsen.
Corona største årsag
Konkurrenten Rema 1000 oplever en endnu større stigning med aktuelt 325 elever i kædens butikker - 120 mere end på samme tid sidste år.
- Den ekstra støtte, der kører i dette halvår, har nok ”nudget” nogle købmænd, men vi vurderer, at det i ligeså høj grad er opmærksomheden omkring at tage elever mere end selve tilskuddet. Man jo skal have råd til at betale som normalt det sidste halvandet år af uddannelsestiden, lyder én forklaring fra kommunikationschef i Rema, Jonas Schrøder.
- Vi vurderer, at den større årsag er coronaen, for der er mange andre retailere, der jo desværre har haft det hårdt særligt i foråret og måske har svært ved at forudse fremtiden.
Det har betydet, at vi har fået markant flere ansøgninger i år, siger han. Også Coop har ifølge informationsdirektør Jens Juul Nielsen ansat en hel del flere elever.
- Vi har øget antal af elever fra 2019 til 2020. Stigningen skyldes især, at vi har ansat ca. 70 pct. flere ledertrainees og ca. 40 pct. flere salgselever. Årsagen er, at vi har brug for flere her og nu og kan se ind i en fremtid med brug for flere dygtige ledere, siger Jens Juul Nielsen. Salling Group, der ejer Føtex, Bilka og Netto, har samme antal elever som sidste år, oplyser kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen.
Et samlet fald
Selv om dagligvarehandlen således har ansat markant flere elever i praktik, er der ikke uventet sket et fald i specialhandlen, der led under den første nedlukning.
Samlet set er der derfor sket et fald i indgåede uddannelsesaftaler på 6 pct. for årets første otte måneder sammenlignet med sidste år, viser tal fra det merkantile Uddannelsesnævn.