Corona betød færre udlejede sommerhus
Den lukkede grænse mellem Danmark og Tyskland har betydet, at mange tyske turister har måttet opgive den vanlige sommerhusferie ved Vesterhavet.
Status på første halvår af 2020 er ifølge Danmarks Statistik, at feriehusudlejningen i faktiske tal mangler 2,4 mio. overnatninger i forhold til første halvår af 2019. Det skyldes hovedsagelig de manglende tyske gæster.
Til gengæld lejede danskerne sommerhuse, så de danske overnatninger steg med 1,0 mio. overnatninger, svarende til 50 pct.
Omkring hvert femte sommerhus udlejes, og udlejningen er derfor ikke det eneste, der har betydning for aktiviteten i sommerlandet. Flere danskere rykkede ud i deres sommerhuse i foråret, da de blev sendt hjem fra arbejde i marts.
Dagligvarekæderne Dagli'Brugsen, Spar og Min Købmand, der har mange butikker i sommerlandet, har da også kunnet melde om rekordsalg i både sommermåneder og for året.
Bookinger af sommerhuse for resten af året kan ikke trække årsresultatet op mod de seneste års rekorder, men ved udgangen af juni måned var der for resten af 2020 booket det, der svarer til en fremgang på 18 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år - 378.800 husuger.