Glohedt arbejdsmarked: Coops topchef rækker hånden ud til branchen om fælles løsninger på jobmarkedet
-
Dagligvarehandlen har i øjeblikket svært ved at rekruttere medarbejdere nok. Kræn Østergaard Nielsen mener, branchen har en fælles opgave med at finde løsninger på problemet
Dansk økonomi blæser igennem efterdønningerne af coronakrisen med den største vækst i 15 år, og det har i den grad smittet af på arbejdsmarkedet.
Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at næsten hver anden virksomhed (44 pct.) herhjemme har udfordringer med at rekruttere medarbejdere.
Rekruttering er også en udfordring i dagligvarehandlen, hvor ca. 2500 job aktuelt er slået op.
I Coop er 343 job pt. slået op på koncernens jobportal, og koncernen er generelt udfordret med at finde tilstrækkeligt med arbejdskraft på mange niveauer, både butikschefer, faglærte og unge.
Derfor opfordrer Coops topchef Kræn Østergaard Nielsen nu til, at branchen finder fælles løsninger på problemet.
- I detailhandlen er vi - i min optik - ikke så hårdt ramt som de allerhårdeste brancher, men vi er bestemt hårdt ramt. Jeg synes, vi i branchen har en fælles opgave om, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at arbejde i detailhandlen. Og jeg tror, vi skal tænke kreativt. Er der andre faggrupper, vi kan få ind? Kan vi gøre noget sammen, vil jeg gerne række hånden ud til et branchesamarbejde. Som branche har vi en fælles agenda, siger han til Dagligvarehandlen.
Benhård konkurrence
Ifølge Kræn Østergaard Nielsen er der en benhård konkurrence om medarbejderne i dagligvarehandlen.
Her ser Coops topchef det kun som en styrke, at koncernen er ejet af 1,8 mio. medlemmer.
- Det er klart, at vi vil være den mest attraktive arbejdsplads, og det synes vi også, vi er. Jeg er helt sikker på, at vores nye strategi styrker vores position i forhold til at kunne tiltrække arbejdskraft. Vi kæmper reelt for danskerne, og det kommer til at betyde endnu mere. Især for de unge, der insisterer på, at deres arbejdsliv skal bidrage positivt til samfundet, siger han.