Coops topchef: Brugsforeninger kan overtage rentable Fakta-butikker
"Coop kan sælge over 200 Fakta-butikker”.
Sådan lød en overskrift i Dansk Handelsblad tilbage i maj 2014 et halvt år efter Peter Høgsteds ankomst som topchef i Coop- koncernen.
Siden har det været småt med trafikken af Fakta-butikker over til de selvstændige brugsforeninger, der i dag blot driver ca. 10 af kædens i alt 360 butikker.
En ting har dog ændret sig markant. Fra at Fakta har været en stor underskudsforretning i Coop med et samlet minus på 560 mio. kr. siden 2014, har Coops discountkæde omsider udsigt til sorte tal på bundlinjen i år.
- Vi vil se alle Coops kæder give overskud i 2019. Det har ikke ændret sig siden sidst, siger Peter Høgsted med adresse til den samme udmelding allerede tilbage i april i år.
Det vil være første gang, at Coop skaber overskud i alle kæder i samme regnskabsår, og det lader sig kun gøre efter omfattende butikslukninger sidste år.
Her lukkede Coop indenfor få måneder i alt 82 underskudsgivende butikker, hvor af 47 var Fakta-butikker. Men selv om Fakta langt om længe kan præsentere overskud, står tilbuddet til de 305 selvstændige brugsforeninger om at købe Fakta-butikker stadigvæk ved magt.
- Jeg kan sagtens se, at rige brugsforeninger overtager rentable Fakta-butikker. Om det er Coop-ejede butikker eller butikker ejet af selvstændige brugsforeninger, det er lidt ligegyldigt i den store ligning, siger Peter Høgsted.
Styrket Fakta-kæde
Antallet af butikker i Coops discountkæde er blevet reduceret fra ca. 440 til 360 over de seneste fem år, svarende til et fald på knap 20 pct.
I løbet af det seneste halve år er Fakta dog blevet styrket. Det er sket i fynske Gelsted samt i Sønder Omme og Agerbæk i Sydjylland. Her er henholdsvis to tidligere SuperBrugsen samt en Dagli’Brugsen blevet omdannet til en Fakta. Og det med stor succes.
Ifølge Michael Thygesen, direktør i den selvstændige brugsforening Kvickly Varde der driver Fakta i Agerbæk, har butikken oplevet en omsætningsstigning på 30-40 pct. på sammenlignelige varer samt stigende avance efter konverteringen.
- Vi ser Agerbæk som test – ikke bare for os, men for alle andre butikker, der har det svært, af, hvor godt en Fakta kan klare sig i et lille samfund, som i forvejen endda også har en Min Købmand. Foreløbig ser det meget positivt ud, men den endelige evaluering tager vi først omkring årsskiftet, sagde Michael Thygesen til Dansk Handelsblad i august i år.
Og Coop har også selv så meget tro på, at discountformatet kan klarer sig i mindre bysamfund, at dagligvarekoncernen inden længe åbner en ny Fakta i en tidligere Super- Brugsen i nordjyske Hals med ca. 2.500 indbyggere.
Netop nu tester Coop fremtidens Fakta-format under det midlertidige navn Coop Hverdag. Det sker i omdannede butikker i Trekroner ved Roskilde samt i Tølløse.