Coops software-selskab forstærker bestyrelsen
-
Grundlæggeren af den globale softwarevirksomhed Umbraco, Niels Hartvig, og, Marc Fischli, partner Dunnhumby, træder ind i bestyrelsen for Lobyco
I september sidste år stiftede Coop Danmark softwareselskabet Lobyco med en ambition om, at skabe et globalt selskab, der kan sælge den teknologi, der ligger bag Coops App.
Selskabet har Jan Madsen som adm. direktør, mens Coops topchef Kræn Østergaard Nielsen er formand i bestyrelsen, der også tæller Coops teknologidirektør Morten Holm.
Nu har Coop besluttet at udvide bestyrelsen fra to til fire.
Niels Hartvig, stifter af det globale softwareselskab Umbraco træder således ind i Lobycos bestyrelse sammen med Marc Fischli, partner i analysevirksomheden Dunnhumby.
- Med Niels og Marc i bestyrelsen har vi fået to internationale kapaciteter, med viden og erfaring i, hvordan man henholdsvis skalerer danskudviklet teknologi globalt og i, hvordan detailkæder over hele verden opererer, siger bestyrelsesformand for Lobyco, adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen.
Stor interesse fra mange kæder
I december indgik Lobyco en partneraftale med en af Islands største detailhandlere, Samkaup, der indebærer, at Lobyco skal levere en digital platform, der skal hjælpe Samkaup med digitalisering af deres loyalitetsprogram og tilbyde deres kunder digitale værktøjer, der gør det nemmere, sjovere og billigere at handle ind.
I øjeblikket er der forhandlinger med flere aktører om store aftaler, som forventes afsluttet inden for nærmeste fremtid, oplyser Coop.
- Den teknologi, vi har udviklet til Coop Appen, er unik, og interessen for den kolossal fra kæder fra hele verden. Vi er med ved bordet, når verdens største detailhandelsvirksomheder vælger deres digitale loyalitetsplatform, siger adm. direktør Jan Madsen.
Umbraco er en dansk softwarevirksomhed grundlagt i 1999 af Niels Hartvig, som har udviklet er en open source Content Management System-platform, som i dag er installeret over 730.000 steder i verden.
- Det er meget tilfredsstillende at hjælpe unik dansk software ud i verden. Jeg ser stort potentiale i Lobyco og glæder mig til at kunne bidrage på virksomhedens rejse ud i verden, siger Niels Hartvig.
Dunnhumby er et London-baseret analyse- og rådgivningsfirma for mange af verdens førende detailhandelskæder. I Danmark har de et tæt samarbejde med Coop.
- Behovet for at få effektive, digitale kommunikationskanaler til kunderne er enormt hos kæder i alle brancher i det meste af verden. Lobyco har dokumenteret deres kompetence og derfor er potentialet stort, siger Marc Fischli.
|