Coops formandsvalg: Udfordrer tror på sejr

Coop 7. mar 2018 -
This describes the image
| Mikkel Irminger Sarbo (tv.) kæmper med Lasse Bolander og Lars Fournais om formandsposten i Coop. Foto: Søren Tougaard|
Skrevet af: Søren Tougaard

Med lidt mere end en måned til formandsvalget i Coop den 14. april har alle de nuværende tre kandidater travlt med at gøre deres kandidatur synligt i Coop-baglandet.

I denne uge mødes de tre kombattanter til tre lukkede duelmøder i Sabro, Hovborg og Roskilde med uddelere fra SuperBrugsen på tilskuerrækkerne.

På mødet på Sabro Kro mandag eftermiddag var både Dansk Handelsblad og Coops adm. direktør Peter Høgsted dog forment adgang.

Det er nu ikke, fordi SuperBrugsens uddelere har nogen reel indflydelse på valgresultatet, der alene træffes af de 124 medlemmer af Coops landsråd.

En stor del af de selvstændige brugsforeninger har dog tidligere ytret sig stærkt kritisk overfor den nuværende formand Lasse Bolander.

Størst outsider blandt de to udfordrer er Mikkel Irminger Sarbo fra København.

Han driver te-butikken Tante T og Hallens Smørrebrød i Torvehallerne i København, og er desuden selv medlem af Coop Ambas bestyrelse.

Hvis det ikke lykkedes en af de opstillede kandidater at få over 50 pct. af stemmerne ved valget, går valget ud i en ny runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer.

Og her øjner Mikkel Irminger Sarbo sin chance.

- Jeg tror ikke på, at der er nogle af kandidaterne, der får 50 pct. af stemmerne i første valgrunde. Ryger jeg videre i et direkte valg med Lasse Bolander, tror jeg også 100 pct. på, at jeg vinder. Jeg tror, mange gerne vil have en formand, der kender Coop kombineret med en fornyelse, sagde han kort efter duelmødet med de øvrige kandidater.

Styrket kandidatur

En anden, der har meldt sit kandidatur på banen, er den østjyske erhvervsmand Lars Fournais fra Aarhus, der repræsenterer de utilfredse selvstændige brugsforeninger over hele landet.

- Jeg har efterhånden deltaget i rigtig mange møder. Og hver gang, jeg er gået fra et møde, synes jeg, at jeg har haft en rigtig god dialog, og jeg får rigtig mange positive tilsagn hele tiden, så jeg mener, at mit kandidatur styrkes stille og roligt. Det er min oplevelse, siger Lars Fournais.

Han har tidligere haft direktør-job i Grundfos og Brødrene Dahl og er i dag formand for fodboldklubben AGF.

Og han mener netop, det er den mangeårige erfaring som direktør i store selskaber og i en række bestyrelser, som er hans store styrke, mere end det er hans kendskab til dagligvarebranchen.

Vælges Lars Fournais som ny Coop-formand, vil han se Coops mange forretningsområder efter i sømmene.

- Bruger vi for mange kræfter på alt mulig andet, som ikke er vores kerneforretning. Det kan være banken, det kan være ejendomsselskabet, det kan være reklamebureau, det kan være en masse andre ting, som man har valgt, at det er nice to have. Men er det også need to have? Det er noget, man skal ind og kigge på, siger Lars Fournais.

Han oplyser, at han også ønsker at være formand for Coop Danmark, hvis han bliver ny formand for foreningen Coop Amba. Nøjagtigt som det er tilfældet med Lasse Bolander.

Men Lars Fournais mener, at man f.eks. skal finde en formand for Coop Bank, der er mere kompetent indenfor bankdrift end ham selv.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?