Coops e-supermarked er vokset 53 pct. i år
Voldsomme væksttal er langt mere udbredt end hårde, kontante fakta om omsætningens faktiske størrelse, når det gælder onlinehandel med dagligvarer.
Heller ikke Coop Danmarks bud i det marked, Coop.dk Mad, der fik premiere i foråret, løfter sløret for sine salgstal. Coop.dk Mad afløste i praksis den eksisterende netbutik Irma.dk.
Men væksttallene er gode, fortæller analysechef Lars Aarup fra Coop.
- Vi kan se, at fra januar til nu er vores onlinesalg på Coop.dk Mad steget med 53 pct. Så det er ikke så urealistisk, at vi når en fordobling inden påsken 2017, siger han til Dansk Handelsblad.
Efter mange, mange års tilløb, der endnu ikke har ført til det helt store gennembrud for onlinehandel med dagligvarer, er optimismen nu vokset i Coop Danmark.
- Vi mærker, at der er en barriere, der er blevet brudt i forhold til online-handel, siger Lars Aarup.
- Fra sommerferien og frem er logistikproblemerne løst for os, vi har fundet de rette kundesegmenter og får gode tilbagemeldinger fra kunderne. Så nu er vi på ret kurs, siger han.