Coops centerbutikker er stadig påvirket af corona
Coops kæder SuperBrugsen og Kvickly er generelt godt kørende i år, fortæller konstitueret kædedirektør for Kvickly Torben B. Andersen, som samtidig siger, at det ikke helt går så godt i de butikker, der ligger i en arkade eller et butikscenter.
- Det ser rigtigt godt ud i SuperBrugsen generelt, men vi ser ikke den samme gode udvikling i de butikker, der ligger i et butikscenter. Der er stadig restriktioner i centrene, og det betyder, at der generelt er færre kunder, siger konstitueret kædedirektør for SuperBrugsen Jesper Gottschalck Jensen.
SuperBrugs-kæden har kun en håndfuld butikker i centre, mens Kvickly-kæden har 18.
- Det samme rammer Kvickly-kædens centerbutikker. Mens det går rigtigt godt i kæden som helhed, går det ikke helt så godt i centerbutikkerne, siger Torben B. Andersen.
Større kundekurv
I begge kæder ligger centerbutikkerne ca. 5 procentpoint under indekset i resten af kæden.
- Men det svinger selvfølgelig fra varehus til varehus. Nogle ligger faktisk over indeks 100, siger Torben B. Andersen.
Kædedirektørerne oplever dog begge, at varekurven er lidt større i centerbutikkerne, hvor kundestrømmen er lidt mindre.
- Det gælder i alle vores varehuse, at kurven er større, fordi kunderne ikke handler så tit. Men tendensen er mere udbredt i centerbutikkerne. Vi gør, hvad vi kan, for at overbevise kunderne om, at de trygt kan komme i vores butikker, siger Jesper Gottschalck Jensen.