Coops abonnementsordning skaffer nye medlemmer
Blot fire uger efter at Coop introducerede sin abonnementsordning Coop PrimeKonto, kan digital direktør i Coop Morten Viktor fortælle, at det nye tilbud har tiltrukket nye medlemmer, og at kunderne er mere loyale.
- Det går godt, og flere kurve nu lander lige nu i vores butikker. Men der skal mange kurve til, før det rører noget ved markedsandele. Det er en lang proces, siger Morten Viktor.
Han holder kortene helt ind til kroppen, når det gælder tal, men fortæller dog, at Coop lige nu har godt 1,87 millioner medlemmer.
- De fleste PrimeKonto-kunder er medlemmer i forvejen, men vi oplever også, at nogle bliver medlemmer for at få en PrimeKonto. Kunderne siger til os, at det er muligheden for at få 15 pct. bonus på varer som Änglamark, Minirisk og 365 Økologi, der får dem til at melde sig ind. Men lige efter kommer de streamingtjenester, som også er en del af abonnementet, siger Morten Viktor.
Coop.dk Shopping må vente
Coop PrimeKonto blev fra uge 35 en del af Coops medlemsapp og fungerer således, at medlemmer kan binde sig til en fast overførsel af minimum 1000 kr. hver måned. Det maksimale beløb er lige nu 5000 kr.
Pengene skal bruges i en af Coops butikker, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma, Fakta, Coop 365 og Coop.dk Mad.
Målet er, at PrimeKonto-kunderne også skal kunne bruge deres penge på Coop.dk Shopping.
- Men det bliver ikke i år. Det er vores it-system ikke til nu, siger Morten Viktor.
Han fortæller, at PrimeKonto-kunder begynder med at sætte 1000 kr. ind på kontoen.
- De skal lige lære ordningen at kende, og ret hurtigt sætter de beløbet op, siger han.
Mængden af fordele øges med størrelsen af den faste overførsel.
Har man en PrimeKonto, kan man også få 1000 kr. i kredit, penge, der trækkes på medlemmets konto i slutningen af måneden.
Et promoterkorps er i øjeblikket ude i butikkerne for at fortælle kunderne om abonnementsløsningen.