Coop.dk er blandt finalisterne til E-handelsprisen 2015
Vindere af i alt 12 E-handelspriser skal snart findes, og dagligvaregiganten Coops website er blandt finalisterne i ikke færre end tre kategorier: ”Bedste B2C-virksomhed - online omsætning over 30 mio. kr.”, ”Bedste re-design af webshop” og ”Brugernes Favorit”.
Sidstnævnte er den eneste pris, hvor forbrugerne udpeger vinderfeltet ved at stemme på deres yndlingsnetbutik. Over 35.000 danskere har stemt på knap 300 forskellige netbutikker.
Blandt finalisterne, som Coop er oppe i mod i den første kategori, er Matas, mens Irma.dk er i finalen i kategorien ”Bedste omni-channel-virksomhed”.
I alt 45 virksomheder kæmper i år om de 12 E-handelspriser. Der har været i alt 138 tilmeldinger til de forskellige kategorier, og det er ifølge en pressemeddelelse fra FDIH ny rekord.
Ud af de mange tilmeldte er der nu en Top 5 i hver kategori, og der er både velkendte og helt nye virksomheder fra mange forskellige brancher i feltet.
Blandt virksomhederne er også Jysk.dk, Bolia.com, A&O Johansen og Lauritz.com, The Cloak Room, Washa og GoMore.
Næste skridt i konkurrencen er, at finalisterne præsenterer deres case til jurydagen d. 7. maj.
Vinderne kåres til prisfesten d. 21.maj på Tivoli Hotel, hvor mere end 600 mennesker mødes og Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen deltager også som festtaler.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Sidste års prisfest.
Pressefoto: FDIH