Coop vinker farvel til kendte profiler

Coop 26. apr 2017 -
This describes the image
| Coop Danmarks hovedsæde i Albertslund. Foto: Coop|Kædedirektør i Meny, Kenneth Pedersen Arkivfoto. John Ehbrecht

Den seneste tid har Coop sagt farvel til en del kendte profiler, og flere af dem har selv valgt at søge over til konkurrenten Dagrofa.

Senest er Coop netop ved at sige farvel til detaildirektør Kenneth Pedersen, der fra 1. maj afløser netop afgåede Jørgen Nielsen som direktør for Dagrofas Meny. Kenneth Pedersen er en erfaren detailmand, der i mange år har haft hands on, men som siden den seneste organisationsændring har siddet i et mellemled mellem koncerndirektør Gregers Wedell-Wedellsborg og de tre formatdirektører for kæderne. En position, der måske har være med til at sende ham over til en mere handlingsorienteret stilling i Dagrofa.

Hans stilling bliver da heller ikke genbesat, da formatdirektørerne nu skal referere direkte til Gregers Wedell-Wedellsborg.

Det samme gælder den stilling, som kvalitetschef for fødevarer Karin Frøidt havde i Coop, ind til hun i marts forlod koncernen for at besætte et tilsvarende job i Dagrofa. Hendes ansvarsområde er lagt over til Malene Teller Blume, der i forvejen var kvalitetschef for nonfood.

Karin Frøidt havde flere end ti år bag sig i Coop og er en kendt profil i branchen ligesom Kenneth Pedersen – og som Niels Karstensen, der forlod Coop for godt et halvt år for at blive kædedirektør for Dagrofas lokale kæder Spar, Min Købmand og LetKøb.

Han havde på det tidspunkt arbejdet i Coop i syv år – senest som HR-direktør.

Også den anden vej

Går man lidt længere tilbage, sagde kommunikationsdirektør Karin Hindkjær i al stilhed farvel til Coop i løbet af sommerferien sidste år. Hendes stilling er ej heller genbesat, og i dette tilfælde er der ligeledes skåret et led i hierarkiet. Nu er informationsdirektør Jens Juul Nielsen tilbage som øverst ansvarlige for kommunikationen med reference til koncernle-delsen.

Sidstnævnte er også skrumpet den seneste tid. Mens Coops øverste daglige ledelse i 2016 bestod af seks personer, er den i 2017 reduceret til fem. Koncerndirektør Lene Groth forlod i efteråret Coop efter to år, og hendes plads i direktionen er ikke blevet erstattet.

Det er den stilling, som koncerndirektør med ansvar for økonomien Per Toelstang forlod i februar, da han meddelte, at han ville noget andet. Han blev erstattet internt af detail- og udviklingsdirektør Kræn Østergaard Nielsen.

Der er dog også sket et skifte den anden vej – altså fra Dagrofa til Coop. Det skete, da Allan Kristoffersen i efteråret forlod Dagrofa, hvor han var kædedirektør for Spar, Min Købmand og LetKøb for at blive kædedirektør i Coops Kvickly.

Opdateret 10. nov 2020