Coop vil sælge morgenmad og frokost
Knap to år efter, at Coop lancerede sit conveniencekoncept, C-måltidsmarked, skal konceptet udvides fra middagsretter til også at dække forbrugernes behov om morgenen og ved frokosttid.
- Vi vil gerne kunne tilbyde kunderne noget til et hvert måltid, for forbrugerne efterspørger tid, og løser vi ikke det for dem, får de løst det med take away andre steder fra eller i cafeer og på restauranter. Vores middagssalater er lige store nok til en frokost, derfor lancerer vi midt i januar både frokost og morgenmad som en udvidelse af C-måltidsmarkedet, siger formatdirektør i SuperBrugsen, Mikkel Karlsson.
Siden lanceringen i januar 2015 er sortimentet inden for det eksisterende koncept udvidet til flere retter, og ifølge Mikkel Karlsson går salget rigtigt godt.
- Vi satser på at tage en større andel af den omsætning, der i dag ligger i ”Horesta- segmentet”. Der ligger 60 mia. kr., som forbrugerne i dag spiser ude for – i stedet for at købe råvarerne eller færdigretterne i butikkerne, siger han.
Den kommende udvidelse vil blandt andet indeholde elementer som skyr, yoghurt, juice, mindre salater og sandwich.
- I nogle butikker vil det få plads i de eksisterende C-kølere, mens det andre steder vil være nødvendigt at udvide med en ekstra køler. På Christianshavn Torv kan medarbejderne eksempelvis dårligt følge med opfyldningen af C-produkterne. Men det varierer meget fra sted til sted. Convenience er mest populært i de store byer, siger Mikkel Karlsson.