Coop vil sælge app-løsninger til udenlandske detailkæder
Koncerndirektør i Coop, Jan Madsen, er adm. direktør i Coops nye selskab Lobyco, der skal sælge digitale løsninger til detailkoncerner i resten af verden.
Selskabet bygger de på erfaringer, som Coop har opnået via sin medlemsapp, der er downloadet 1,8 million gange og dagligt har over 200.000 brugere. Via appen kan Coops medlemmer blandt andet modtage personlige tilbud eller tilmelde sig loyalitets- og abonnementsprogrammet Coop Prime. Det er også muligt at købe ind på Coops onlineplatforme og betale i de fysiske butikker.
- Vi har oplevet en kolossal interesse for de løsninger, vi har udviklet til Coop appen. Vi har allerede solgt de første løsninger, og lige nu er vi i dialog med retailere fra bl.a. USA, Europa, Sydamerika og selv i New Zealand, siger Jan Madsen i en pressemeddelelse.
Lobyco er blevet officiel Microsoft ISV Partner, hvilket giver adgang til Microsofts globale netværk af retailkunder, og løsningerne var en af Microsofts hovedattraktioner på verdens største messe for retail-teknologi i New York tidligere i år.
- Ved at gøre det til et selvstændigt forretningsområde vil vi dels få en rentabel forretning, som kan supplere vores kerneforretning, men måske endnu vigtigere give flere kræfter til at udvikle fremtidens digitale løsninger, og dermed fastholde vores førerposition på området i Danmark, siger Jan Madsen.