Coop vil nedbringe energiforbruget med 20 pct. inden 2020
670.000.000 mio. kilowatt- timer (KWh), svarende til elforbruget i 143.000 parcelhuse.
Så stort var Coop Danmarks samlede energiforbrug i 2015, og derfor har koncernen også en grøn målsætning om fortsat at investere i energibesparelser de kommende år, forklarer CSR-chef Signe D. Frese fra Coop Danmark.
- Målet er at reducere vores energiforbrug med 20 pct. i 2020. Det, mener vi, er pænt ambitiøst, og det er jo heller ikke sådan, at vi ikke har haft fokus på det tidligere. Det kræver naturligvis store investeringer og derfor følger vores energiafdeling nøje vores forbrug og arbejder målrettet på at indfri vores ambition, siger hun.
Coop-koncernen har været i gang med at nedbringe energiforbruget gennem en årrække. Alene i 2015 nedbragte Coop Danmark sit energiforbrug med 3 pct., svarende til 20 mio. kilowatt-timer eller det årlige elforbrug i ca. 4.300 parcelhuse. Omregnet til kr. svarer det til en kontant besparelse på mere end 16 mio. kr. om året baseret på en KWh-pris på 0,80 øre.
Giganter i grøn førertrøje
Ifølge Signe D. Frese går mere end 10 pct. af Coops årlige investeringsbudget i dag til at reducere koncernens energiforbrug indenfor el, køl og varme. Og særligt et projekt har givet gevinst i Coops energiregnskab.
- Det, der batter rigtig meget, er udskiftningen af vores belysning til LED. Samtidig har vi investeret i nye energistyringsværktøjer, så vi kan følge vores energiforbrug og fjernestyre vores enheder, fortæller Signe D. Frese. Mens Coop Danmark ønsker at være den mest ansvarlige dagligvarevirksomhed herhjemme, har udenlandske dagligvaregiganter som svenske ICA Gruppen og franske Carrefour også store grønne ambitioner.
F.eks. har ICA Gruppen reduceret koncernens CO2- udslip med 30 pct. fra 2006 og frem til 2015 og har nu en erklæret målsætning om at være helt klimaneutrale i 2020, mens Carrefour ønsker at reducere sit CO2-forbrug med 40 pct. i 2025.