Coop vil løfte isenkramkategorien i Kvickly og SuperBrugsen

Coop 18. feb 2020 -
This describes the image

Mere nonfood rykker online. Det gælder også for isenkram. Alligevel satser Coop på at løfte salget af isenkram mærkbart i Kvickly og SuperBrugsen med et nyt køkkenunivers.

I dag er konceptet rullet ud i godt 50 Kvickly-varehuse og 13 SuperBrugsen - med Lystrup og Gråsten som de senest ankomne i denne uge. Og de foreløbige resultater har været meget positive.

- Kvickly Hvidovre var den første butik, vi byggede om i uge 12. Den lukkede året på indeks 147, og det var ikke fordi, de havde et skidt år året før, siger kategorigruppechef Jørn Willemann fra Coop.

Ifølge Jørn Willemann er det ambitionen at hæve det, man i gamle dage kaldte for ”supermarkedsisenkram” med en lidt negativ klang. Derfor har Coop allieret sig med flere designernavne. F.eks. er flere pander og termokander i Coops sortiment designet af afdøde Ole Palsby, ligesom Coop har fået Hvidpot-stellet designet af Grethe Meyer ind på hylderne. Det blev førhen produceret af Royal Copenhagen.

Desuden samarbejder Coop tæt sammen med den kendte tv-kok Claus Holm, som har navngivet en serie i Coops sortiment, mens Coops vinglas er udarbejdet i samarbejde med
den italienske sommelier-organisation.

Kvalitet til en god pris

Jørn Willemann fortæller, at der var stor interesse for det nye køkkenkoncept på den netop afholdte Coop-event i Fredericia, hvor Coop havde samlet over 2200 ledere og souschefer fra alle kæder.

- Når nu vi er byens bedste madbutik, skal vi også have en ordentlig kvalitet til at tilberede maden med, og det er det, vi har arbejdet på det sidste år: At få et perfekt hverdagssortiment som stegepander, ovnfast fade, køkkenredskaber og ting til serveringen. Helt basale hverdagsvarer.

- Vi gør os ingen drøm om, at vi bliver stedet, hvor man køber en masse gaver. Det kan man gøre på Coop.dk Shopping eller i faghandlen. Men vi vil sælge en ordentlig kvalitet til en god pris. F.eks. sælger vi fire stentøjstallerkner for 100 kr., siger han.

I flere Kvickly-varehuse præsenteres det nye køkkenkoncept på 40 hyldemeter, mens det har fået mellem 10 og 20 hyldemeter i SuperBrugsen alt efter butikkens størrelse.

07- Vi har en ambition om at rulle ud til lige knap 130 SuperBrugsen i år. Vi havde bygget en stand op på Coop-eventen, og der er kommet masser af henvendelser lige siden fra butikker, der gerne vil have fremrykket det. Så der bliver travlt, siger Jørn Willemann.

Opdateret 10. nov 2020