Coop varsler stærkt resultat i år
I et særdeles hårdt marked har Coop måttet lukke ca. 80 butikker det seneste år og er dermed blevet overhalet af ærkerivalen Salling Group målt på markedsandele.
Alligevel formår dagligvarekoncernen at præstere et bedre driftsresultat end budgetteret, fortæller Coops topchef Peter Høgsted.
Årsagen hertil er, at Coop i den indeværende treårige strategiperiode til og med 2020 er på en bunden mission om at finde forbedringer og forenklinger i organisationen for mindst 1 mia. kr.
Og på nuværende tidspunkt ligger koncernen foran effektiviseringsplanen om at opbygge et enklere Coop.
Samtidig bevirker det milliardstore ejendomssalg af Sønderhøj og Mega Syd i Aarhus- forstaden Viby, at Coops årsresultat bliver pyntet med en stor engangsindtægt.
- Vi kommer til at se et urealistisk pænt resultat, når vi annoncerer vores årsregnskab i april, baseret på Sønderhøj-salget. Vi har ikke brugt alle pengene, vi tjente på Sønderhøj, til at lukke butikker og investere i it, så overskuddet påvirker resultatet positivt, fortæller Peter Høgsted.
Han vil hverken løfte sløret for salgsprisen eller provenuet for den store ejendomshandel.
Kilder i ejendomsbranchen har tidligere overfor Dansk Handelsblad estimeret salgsprisen til ca. 2,3 mia. kr., når et udskudt skatteaktiv er modregnet, mens gælden i ejerselskabet Aarhus Ejendomme Syd var på lige over 1 mia. kr. inden salget til ejendomsinvestoren Dades.
Ifølge Dansk Handelsblads estimat lander Coops samlede nettogevinst på et pænt trecifret millionbeløb.
Over budget
SuperBrugsens kædedirektør Jesper K. Andersen fortæller i denne udgave af Dansk Handelsblad, at kæden lige sniger sig på den rigtige side af et trecifret salgsindeks i år.
Peter Høgsted ønsker på nuværende tidspunkt ikke at uddybe yderligere, hvordan hver enkel kæde i Coop har præsteret i 2018.
Han fortæller dog, at Coops toplinje bliver lavere end sidste års 44,8 mia. kr. Det sker som en direkte konsekvens af, at koncernen har lukket ca. 80 butikker, der i alt repræsenterede en samlet omsætning på 1,5 mia. kr.
De mange butikslukninger skal på sigt gøre Coop endnu mere konkurrencedygtig.
- Den første uge inde i december med tre uger tilbage af året ligger vi en smule over vores driftsbudgetter for året, og det er vi ret godt tilfreds med, selv om det primært skyldes effektiviseringer mere end stor vækst. For det er hårdt derude og har været hårdt, siger Peter Høgsted med henvisning til konkurrencen på det danske dagligvaremarked.