Coop-topchef: Nonfood skal være relevant

Coop 10. jan 2019 -
This describes the image
Foto: Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Stort har været godt. Mindre er endnu bedre i dag og i fremtiden. Sådan syntes mantraet at lyde for Coops varehusformat Kvickly.

Coops topchef Peter Høgsted mener nemlig ikke, vejen frem for Kvickly er endnu større butikker og endnu mere nonfood.

- Jeg har svært ved at se, at man kan fastholde attraktiviteten i de store butikker. Vi har i hvert fald ikke været dygtige nok til at fastholde et koncept, som er rentabelt. For Coops vedkommende, så har vi ikke et nonfood-”offer” til butikken, som vi tror på, er spændende nok. Samtidig tror vi på, at mere og mere nonfood bliver handlet på nettet i fremtiden. At Salling Group ser anderledes på nonfood, er jo kun spændende, for vi minder jo alt for meget om hinanden. Men her er et område, hvor vi tror på noget forskelligt, siger Peter Høgsted.

Nonfood i opbrud

Coops topchef taler om et decideret opbrud på hele nonfoodsiden, hvor flere og flere forbrugere benytter nettet som markedsplads på bekostning af de fysiske udvalgsvarebutikker.

Peter Høgsted nævner i flæng selv møbler og boligudstyr, tøj, legetøj og isenkram som områder, der er under kraftig påvirkning af danskernes stigende nethandel.

Og den tendens har naturligvis også påvirket dagligvarehandlen, fortæller han.

- Opgaven for os er at se nærmere på, hvilke nonfood-kategorier, der har relevans. Hvor meget legetøj skal vi have, og hvor meget er ikke relevant? Skal vi have boghandel osv. Nonfood-rumlen er kommet for at blive i de her år, og her handler det mere om at eksperimentere og være på bolden end at sige, at det her er vores koncept-slut færdigt. Dertil er nonfood under for hastig forandring.

- Hvis man ikke kan præsentere 25-50 forskellige tv, de nyeste nye og slagtilbud på sidste års modeller, så skal man hellere lade være. I stedet for et fesen tilbud, er det bedre at gå helt ud af den kategori, siger Peter Høgsted.

Opdateret 10. nov 2020