Coop tester togtransport af vindruer fra Spanien
Coop flytter med ønsket om en nedsættelse af CO2-aftrykket transport af udvalgt frugt og grønt fra lastbiler over på tog.
I første omgang testes togtransport med druer fra Spanien, skriver Coop i en pressemeddelelse.
Nye beregninger fra Coops klimaafdeling viser, at CO2-udledningen i transporten fra marker i Spanien til lagre i Danmark kan reduceres med hele 65 pct. ved at ændre transportform.
- Klimamæssigt bør vi grundlæggende spise mest muligt frugt og grønt, som er dyrket under åben himmel, der hvor det er sæson til det, hvilket det ofte er i Spanien. Det bedste vi kan gøre, er derfor at forholde os til transporten af disse vare. Hvis vi skifter transport fra lastbil til tog, viser beregninger at vi kan reducere klimabelastningen fra transporten med op til 65 pct. Den test går vi nu i gang med, samtidig med at vi undersøger, hvordan det vil influere på leverancekvaliteten og vores forretning, siger Klimachef i Coop, Peter Svendsen.
Testen igangsættes med udvalgte varer, i første omgang druer, der lander i butikkerne i uge 35.
Toget, der benyttes går under navnet CoolRail og er specifikt designet til at fragte friskt producerede råvarer klimavenligt fra syd- til Nordeuropa.