Coop sigter efter overskud i alle kæder i år
Selv om Coop har fået luget kraftigt ud i antallet af underskudsgivende butikker, presser især en udfordring sig stadigt på i Coops direktion: hvordan kommer Coop til at tjene flere penge på kernedriften i et marked, hvor volumen falder?
2018 bød på et massivt tab i Fakta, som netop har fået tilført ny kapital på 150 mio. kr. efter nedskrivninger for 270 mio. kr. sidste år.
Kvickly led også tab, mens Dagli'Brugsen og Irma balancerede omkring nul. Tilbage var blot SuperBrugsen som eneste overskudsmotor i Coops fem kæder.
Alligevel melder topchef Peter Høgsted nu offensivt ud om, at Coop venter overskud i alle fem dagligvarekæder i år, hvilket aldrig tidligere er sket før.
- Vores indtjening er godt over budget og over sidste år, og med den her start, vi har fået, så tror vi, at 2019 bliver året, hvor vi for første gang nogensinde kan få overskud i alle vores kæder. Det vil være en milepæl for os, siger han.
Ifølge Peter Høgsted kører driften i Fakta allerede bedre, mens Kvickly har effektiviseret flere processer og fået tilrettet nonfood.
Vækstområder
Og Coops topchef mener, den fremtidige vækst skal hentes i koncernens eksisterende ca. 1.050 butikker.
- Vi tror, vi skal vækste i vores eksisterende butiksportefølje. I et marked, der er nedadgående i volumen, er det en sejr at holde en flad omsætning, og kan vi gøre det, er vi egentlig godt tilfreds, forklarer Peter Høgsted.
Han fortæller samtidig, at Coop endnu mere ihærdigt vil jagte de vækstmuligheder, hvor væksten rent faktisk er.
- Når væksten er i måltidskasser, convenience, og varm mad to-go, så skal vi bevæge os endnu mere derover samtidig med, at vi også skal kigge på nye områder for Coop at spille en rolle. Det kunne f.eks. være et øget fokus på de nonfood-områder, vi ser på Coop.dk Shopping, eller nethandlen på Coop.dk Mad. Begge steder oplever vi tocifrede vækstrater, fortæller Peter Høgsted.
Lige nu har Coop 10-15 butikker med click og collect, hvor kunderne kan købe et lokalt sortiment, og inden året er omme, vil yderligere op imod 50 butikker tilbyde denne service.