Coop sænker priser på tværs af kæder
Coop vil mindske de mange kampagnetilbud og i stedet tilbyde forbrugerne flere faste lave priser på butikkernes mange basisvarer, uanset i hvilken af Coops kæder, forbrugeren køber dagligvarer.
I Coops butikker har man allerede fortaget de første prisnedsættelser, som fortsætter over de kommende måneder.
Ifølge Coop vil prisfaldene på de enkelte varer variere fra nogle få pct. til over 20 pct.
- Det, gør vi, fordi vores undersøgelse viser, at mere end halvdelen af vores kunder gerne vil være de mange tilbud foruden, og i stedet foretrækker at handle dagligvarer, uden at skulle bekymre sig om, hvornår f.eks. bleerne kommer på tilbud. Så vi gør dagligvareindkøbet lettere for vores kunder. Dernæst påvirker de mange kampagnetilbud omkostningerne i hele vores forsyningskæde fra leverandør til butik, hvor vi med faste lave priser kan fjerne en del af det omkostningstryk og give det videre til kunderne, fortæller Coops koncerndirektør Jens Visholm.
Prisfald på "hundredvis" af varer
Fra 23. januar har Coop iværksat priskampagnen med skiltning og nedsatte basisvarer i Coops butikker, hvor der ifølge butikkernes kundeinformation vil ske prisfald på "hundredvis" af varer.
Coop Danmark oplyser, at de største butikker som f.eks. Kvickly fremover vil have et fast lavt prisprogram på "langt over 1.000 varer".
- Vi tog allerede hul på at sænke priserne på økologi i 2015 med 200 mio. kr. om året over fem år. Nu sætter vi så yderligere skub i vores prisstrategi både på hylde- og kampagnepriserne. Det forstærkes af, at vi stor succes med vores Coop app, hvor vi netop flytter flere og flere tilbud fra avis og i stedet gør tilbuddene digitale og målrettet den enkelte kunde, siger Jens Visholm.
Sparer omkostninger
Han tilkendegiver, at Coop har en opgave foran sig i at fortælle kunderne, at Coops butikker bliver billigere at handle i som følge af tiltaget, hvor Coop nu indfører flere faste priser i basissortimentet og bliver endnu mere konkurrencedygtig på pris.
- Der er mange omkostninger at hente i hele vores supply chain, når vi ikke længere skal justere så mange priser op og ned hele tiden. Vi forventer samtidig et øget volumen, og så sparer vi jo også omkostninger til annoncering, siger Jens Visholm.
Læs mere i Dansk Handelsblad, der udkommer online i dag onsdag den 24. januar klokken 15 - og på tryk på fredag den 26. januar.