Coop runder 1,7 mio. medlemmer

Coop 8. feb 2017 -
This describes the image
Foto: Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Coop Danmark rundede 1,7 mio. medlemmer kort før nytår stort set samtidig med, at Jeff Salter tiltrådte jobbet som ny direktør for Coops medlemsprogram. Og Jeff Salter har store ambitioner om, at Danmarks største medlemsklub kan vokse sig endnu større de kommende år og blive endnu bedre til at få nye medlemmer.

- Vi har en målsætning om 2 mio. medlemmer, og det er indenfor rækkevidde. Hvis vi lykkedes med at gøre vores partnerprogram mere synligt og fortælle om fordelene ved vores digitale medlemsprogram, tror jeg, vi kan få flere - især yngre - til at blive medlemmer, siger Jeff Salter, der ikke ønsker at sætte præcis årstal på, hvornår ambitionen skal være indfriet.

Ifølge Jeff Salter er det ikke mindst retningen over i et digitalt medlemsunivers, der har betydet endnu flere nye medlemmer end tidligere.

- Vi har nu et medlemsprogram, som vi har gjort digital i efteråret med en app med personlige tilbud og inspiration til aftensmaden, så man kan sige, vi har tilpasset vores medlemsprogram til den digitale tidsalder. Det har også medført, at vi har fået helt nye medlemmer, men vi har helt klart stadig en underrepræsentation af unge medlemmer, forklarer Jeff Salter, der i november overtog direktørjobbet efter Mike Dranov, der i stedet er blevet ny foreningsdirektør i Coop.

Fortælle om fordele

Den digitale retning gør det dog ikke alene. Coop skal ifølge Jeff Salter også blive endnu bedre til at fortælle om de økonomiske fordele, der følger med et medlemskab, hvor Coops loyale kunder blandt andet kan opnå rabatter på indkøb af alt fra tøj og ferier til Apple-produkter og benzin igennem Coops partnerskab med cirka 25 virksomheder.

- Vi har en række forskellige partnerskaber med andre virksomheder, men der er for få, der ved det. Så det skal vi helt sikkert blive bedre til at fortælle om. Både for at øge værdien af vores medlemskab, men selvfølgelig også fordi vores partnervirksomheder har en interesse i det, siger han. Spørger ved kassen Kunder i Coops kæder oplever med jævne mellemrum servicemedarbejdere ved kassen, der spørger ind til deres medlemskab i Coop eller ligefrem aktivt opfordrer til at blive medlem, men det er ikke en ”rekrutteringsopgave”, der er sat i system, påpeger Jeff Salter.

- Vores medarbejdere i kassen har en række øvrige opgaver. Det kan være i forbindelse med Samvirke eller uddeling af samlemærker. Så vi doserer helt klart, hvornår de aktivt spørger kunderne om medlemskab. Men vi bruger det selvfølgelig som et redskab, og det har bestemt også en effekt, fortæller han.

Opdateret 10. nov 2020