Coop: Rabat på fællesbidrag understøtter vækst

Coop 14. aug 2023 -
This describes the image
Kvickly Bryggen i Vejle. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Coop sender rabat til brugsforeninger for at holde liv i Kvickly Vejle

Siden efteråret 2021 har Coop som en del af sin vækststrategi og for at fastholde omsætning givet både brugsforeninger og Coop-butikker rabat på tre typer af fællesbidrag. Ordningen udløber 31. oktober næste år.

For de 12 Kvickly-brugsforeninger, der står bag det fælles selskab Vejle Detail, har rabatten på fællesbidrag været med til at sikre fortsat drift af Kvickly Vejle i shoppingcentret Bryggen. Det stod ellers til at blive lukket af Coop med udgangen af april.

Indtil nu har seks butikker opnået rabat på bidragene med udgangspunkt i aftalen mellem brugsforeningerne i de tværgående forretningsråd, DTF, og direktion i Coop Danmark.

Ifølge brugsforeningernes økonomichef Karsten Frandsen får Vejle Detail rabatten på fællesbidrag i tre år, da en investeringskomité i Coop havde besluttet at lukke varehuset.

Karsten Frandsen udgør sammen med Coops kommercielle økonomidirektør, Anders Boll, det såkaldte bidragsrabatudvalg, som giver tilsagn eller afslag på ansøgning om rabat på bidrag til åbningen af nye butikker, flytninger eller større udvidelser. 

Rabatordningen tæller tre typer af bidrag: logistikbidrag, familiebidrag og it-bidrag.  

Huslejen var for høj 

Da Coop i januar i år meddelte, at varehuset ville blive lukke, skete det under henvisning til, at omkostninger var steget, og huslejen ifølge Coop er for høj til, at det kan løbe rundt.

Men de selvstændige brugsforeninger bag Vejle Detail har valgt at forlænge varehusets levetid.

Coop har i flere år haft kig på posthusgrunden til et nyt varehus, men den placering virker ifølge Coop usikker lige nu.

- Vejle er en vigtig handelsby for os, og jeg regner med at vi kommer tilbage inden for de næste par år. Vi skal dog have fundet den helt rigtige placering, har Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen tidligere udtalt til Vejle Amts Folkeblad.

Budgettet holder 

Da nyheden kom den 5. april om redningsaktionen fra de selvstændige brugsforeninger, sagde varehuschef Kenni Tolstrup i en pressemeddelelse:

– Det er helt fantastisk, at De tolv selvstændige Kvickly-brugsforeninger tror på vores forretning og vores 80 ansatte, som nu kan beholde deres job – heriblandt slagter, grøntarbejdere, kassemedarbejdere og vores 30 ungarbejdere. Vi kunne ikke have gjort det uden vores engagerede medarbejdere, som har prioriteret kvalitet og lokalt engagement i servicen.

Med det nye samarbejde forventer varehuschefen, at Kvickly Vejle kommer til at omsætte for 20 procent mere i 2023. Ifølge varehuschefen bliver budgettet holdt for de fastlagte planer.

Den lokale opbakning har spillet en vigtig rolle for det nye ejerskab, siger Lars G. Andersen, direktør for Brugsforeningen for Als og Sundeved og formand for Vejle Detail.

– Det ville være trist, hvis Kvickly skulle lukke i en så stor handelsby som Vejle. Kvickly driver en god forretning i et lokalt forankret shoppingcenter og har dygtige og engagerede medarbejdere, som har formået at skabe et fantastisk netværk med 12.000 medlemmer. Det ønsker vi at bakke op om, og vi er glade for den samarbejdsvillighed, der har været fra alle sider, udtalte Lars G. Andersen.

Opdateret 15. aug 2023