Coop opsluger tabsgivende kafferisteri i Afrika
Der kommer ikke flere offentligt tilgængelige regnskaber med tab fra Coop Afrika Holding, der har været holdingselskab for den kooperative gigants ambitiøse afrikanske kaffeeventyr, African Coffee Roasters Ltd.
Ifølge en meddelelse fra CVR-registeret er Coop Afrika Holding nu fusioneret ind i Coop Danmark med virkning fra 5. februar.
I sin korte levetid - holdingselskabet blev etableret i 2015 - nåede det at levere underskud på i alt 18 mio. kr., og i det seneste regnskabsår var kapitalen i både holdingselskabet og selve kaffevirksomheden i Kenya tabt. Så for at føre selskaberne videre indskød Coop Danmark et tocifret millionbeløb. Det fremgår af ledelsesberetningen i holdingselskabets årsrapport for 2018.
”I marts 2019 har Coop ydet et skattefrit koncerntilskud på 12,606 mio. kr. til Coop Africa Holding A/S for at reetablere egenkapitalen og sikre den fremtidige drift i African Coffee Roasters Ltd.”
Ny ledelse - og tro på fremtiden
Siden er ledelsen i kaffeprojektet skiftet ud. Den tidligere salgsdirektør i Irma, Jacob Elsborg, blev fra 1. august sidste år ny adm. direktør, og kort tid efter tiltrådte Søren Sylvest som international salgsdirektør i African Coffee Roasters, hvis mærke ”The Big Five” forsøges solgt på en række markeder.
Hos Coop nedtoner informationsdirektør Jens Juul Nielsen betydningen af, at kaffeselskabet nu er lagt sammen med det store selskab, Coop Danmark.
- Det er alene en teknisk ting, hvor vi har forenklet organiseringen. Og det berører ikke driften, der er inde i en god, positiv udvikling. Så vi har en stærk tro på fremtiden for African Coffee Roasters, kommenterer han.
I et interview med Fødevarewatch sætter risteri-topchef Jacob Elsborg lidt flere ord på:
- Al opstart er svær, og lægger man til det, at vi befinder os i Afrika, så har det været ekstra svært. Men efter at have arbejdet virkelig meget med organisationen har vi i det seneste halve år virkelig fået momentum og fået rykket rigtig mange ton igennem risteriet, siger Elsborg til netmediet.
Coops formand Lasse Bolander har flere gange fremhævet det afrikanske kaffeprojekt. Blandt andet i en kommentar i Dansk Handelsblad for præcis et år siden, hvor han beskrev nogle af Coop ansvarlighedsindsatser i 2019.
”Vi vil også udbygge vores arbejde med etisk handel, mest konkret i vores kaffevirksomhed i Kenya, African Coffee Roaster, hvor vi dels sikrer vores kunder kaffe af høj kvalitet, dels sikrer de afrikanske kaffebønder en fair pris”, skrev han dengang.