Coop øger salget af lokale varer
Hver dag modtager Coop masser af henvendelser fra håbefulde, lokale fødevareiværksættere, der mener at have udviklet lige netop det produkt, som Coops kunder står og mangler.
Det er nu langt fra alle lokale varer, der slipper gennem Coops strenge udvælgelseskriterier og ender på hylderne i DagligBrugsen, SuperBrugsen eller Kvickly.
Og ofte er det også Coop, der opsøger de nye og spændende fødevareproducenter for at indlede et samarbejde, fortæller Christian Christensen, der er chef for Lokale Varer i Coop.
Lokale Varer blev etableret sidste år og er et forretningsområde, som Coop forventer vil skabe en omsætning på 1,5 mia. kr. indenfor fem-syv år mod cirka 50 mio. kr. i år.
- Vi er på en lang rejse, og der er mange ting, der skal rettes til, inden vi kommer i mål med vores ambitiøse målsætning. Næste år åbner vi op for lokale frugt og grøntproducenter, og vi sidder lige og ser på nogle af de udfordringer, der følger med det, for eksempel hvordan vi mest effektivt får testet for pesticiderester, siger Christian Christensen.
Langsigtet investering
Han tilkendegiver, at investeringen i at få flere lokale varer i Coops butikker ikke er noget, Coop tjener ret mange penge på nu og her.
Og Christian Christensen peger ligeledes på praktisk udfordring med, at de små fødevareproducenter ofte ikke kan levere tilstrækkelige med varer.
- Det er en meget langsigtet investering. Vi vil gerne finde en ny Thise eller en ny Sødam, der kan udvikle sig til en milliardforretning. Det er opgaven, samtidig med puster liv i alle de små producenter. Det er bestemt ikke en guldgrube for Coop lige nu, men det kan det blive, siger Christian Christensen.
Blandt nogle af de lokale fødevareproducenter, Coop har lavet aftaler med, er de tv-kendte Thorup Strand Fisk samt rugbrød fra Gilleleje Havns Bageri.
Selv om det udefra set måske kunne være en oplagt forretningsmulighed for Coop at investere mere direkte i lokale producenter, har Coop ikke aktuelt planer om at gå ind som investor i små fødevarevirksomheder.
- Vi har ikke pt. planer om at gå ud og investere direkte i små producenter. Vi vil hellere være aktive partnere i forhold til at skaffe kapital, for eksempel via crowdfunding. Vi ønsker at være en effektiv og dynamisk afsætningskanal, der fremmer håndværket og gør det lettere for idealister og ildsjæle, fortæller Christian Christensen.